Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Ifølge Region Hovedstadens Center for IT, Medico og Telefoni (CIMT) skete nedbruddet klokken 7.20. Fejlen blev hurtigt lokaliseret og klokken 8.50 var størstedelen af fejlen håndteret, mens f.eks. Labka (røntgensystemet) og login til Sundhedsplatformen fortsat var påvirket. Samtlige systemer, på nær login til Sundhedsplatformen, fungerede igen klokken ca. 9.15. Klokken 10.00 var alle systemer oppe at køre igen.
Fejl i central netværkskomponent
Netværksnedbruddet skyldtes en fejl, som opstod i forbindelse med en standardændring af en central netværkskomponent, der skulle foretages i dag af en ekstern leverandør mellem klokken 7.00 og 7.30. Denne type ændring er foretaget adskillige gange tidligere og anses som lavrisikoarbejde. CIMT vil nu gå proceduren igennem for at sikre sig, at fejlen ikke opstår igen.
Det er endnu for tidligt at vurdere konsekvenserne af netværksnedbruddet, men alle hospitaler går til nødprocedure, hvor man sikrer sig, at livsvigtige behandlinger og procedurer bliver gennemført. Det kan blandt andet indebære, at man noterer på papir i stedet for digitalt, ligesom offline nødcomputere bliver taget i brug.
– Det er rigtigt ærgerligt, når sådan en fejl opstår og påvirker patienter, pårørende og personale. Heldigvis blev fejlen rettet hurtigt, og alle systemer kom op at køre igen. Vi beklager naturligvis meget, hvis patienter og pårørende har oplevet uro og ekstra ventetid. Fra min side skal der lyde en kæmpe tak til vores dygtige personale, som har løftet opgaven flot og løbet de ekstra meter, der skulle til for at komme igennem en hektisk formiddag, siger koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11238119
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **