Pressemeddelelse fra home a/s
Til redaktionen,
Ugens bolignyheder fra os i Home. Denne gang med:
Sommerhus: Ny planlov vil aktivere en ny kundegruppe, forudser Home
Lejligheder: Færre mødre og fædre på studieboligjagt i år, spår økonom
Bolig-projekter: Grønne boliger er det nye sort
Priser og rente: Vores boligforventninger bygger på fortiden
Billeder til frit redaktionelt brug – foto: home/Palle Skov
—-
SALGSBOOM i VENTE:
Spar en bolig i syv år og scor en halv mio. kr.
Ny planlov: Flere seniorer får råd til at bo helårs i sommerhus. Det vil aktivere en ny kundegruppe, forudser Home
Fra 8 til 1 år kan betyde en hel del for sommerhusmarkedet. Siden 15. juni har pensionister, efterlønnere eller lignende kunnet flytte i sommerhus hele året efter blot ét års ejerskab i stedet for 8 år.
Det åbner muligheder for en ny gruppe af sommerhuskøbere, nemlig dem, der hidtil ikke har haft råd til en længere årrække med udgifter til to boliger – eller kunnet overskue to boliger. Nu kan de udleve drømmen om at bo i sommerhus hele året, lyder det fra Homes sommerhus-mæglere.
Et sommerhus til 1 mio. kr. koster i snit 5-6.000 kr. om måneden i renter og afdrag på lånet og ejerudgifter – det løber op i over 500.000 kr. på 7 år. Fremfor at være en ekstra udgift bliver det nu den eneste udgift, når adressen i helårsboligen skiftes ud med sommerhuset.
Oven i det vil der være en del boligejere, der med salget af villaen får frigivet friværdier, så de reelt kan sidde gældfrit i det nyerhvervede sommerhus, eller med en væsentlig lavere boligudgift, oplyser Home.
“Der er en gruppe af danskere med helt almindelige indkomster, der drømmer om at leve deres pensionistliv i et sommerhus, men de har ikke kunnet udleve drømmen, fordi de 8 år med udgifter til to boliger har været en uoverkommelig økonomisk hurdle,” forklarer Mads Ellegaard, relationschef i Home-kæden til business.dk.
“De kommer på banen nu, forventer vi, og det betyder et langsigtet løft til sommerhussalget foruden det boom, vi ser i øjeblikket” siger Home-chefen.
Ejendomsmægler Simone Madsen, daglig leder af home-butikken på Nordfyn, er en af de Home-mæglere, der forventer at se en effekt over de kommende par år.
“Mange har haft lyst til et sommerhus, men de har ikke kunnet overskue at have to boliger i en årrække – eller de har ikke haft råd. Jeg tror, at flere seniorer vil sælge villaen og vælge sommerhuset som deres fremtidige bolig, fordi de kan få noget friværdi med eller en lavere boligudgift i et sommerhus,” siger Simone Madsen til business.dk.
“Mange af nutidens seniorer er ‘unge ældre’ i fin fysisk form, der ønsker at dyrke en aktiv livsstil i deres sommerhus og nærheden til vandet,” lyder det fra den lokale Home-mægler.
Samtidig er det ofte er mindre krævende at passe et sommerhus, hvilket giver bedre tid til venner og familier, rejser osv.
FAKTA: Eks. på udgift til et sommerhus til 1 mio. kr.:
Nettoydelse pr. måned: 3.790 kr.
Ejerudgift pr. måned: 1.875 kr.
I alt pr. måned: 5.665 kr.
Med et afdragsfrit lån kan den månedlige udgift reduceres.
Kilde: Home
——–
Forældre fylder mindre på trappeopgangene
Studiebolig: Færre mødre og fædre på trapperne i år, når der skal handles ejerlejligheder, spår Realkredit Danmark. August er fortsat absolut højsæson for forældrekøb, viser tal fra Home
Forældrekøb har i første halvår 2017 udgjort 11,9 % af det samlede salg af ejerlejligheder. Det svarer til, at hver gang der sælges 8,4 ejerlejligheder, er én af ejerlejlighederne et forældrekøb.
Det viser en analysen fra Realkredit Danmark på baggrund af det samlede antal forældrekøb via ejendomsmæglerkæden Home i årets første halvår.
I 2016 var andelen for hele året på 12,7 %, og andelen toppede i 2013 på 18,4 pct. I 2013 var det altså nærmest hver femte solgte ejerlejlighed, der var et forældrekøb.
“Meget tyder på, at forældrekøb fylder en stadig mindre andel af det samlede salg af ejerlejligheder for fjerde år i træk,” siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig til finans.dk.
Selv om andelen af forældrekøb er faldende, er der faktisk udsigt til en mindre stigning på 0,3 pct. i antallet af forældrekøb fra 2016 til 2017, oplyser Home.
“Der er mere gang i lejlighedsmarkedet generelt, og derfor udgør forældrekøb trods lidt flere handler en mindre del af det samlede lejlighedssalg,” forklarer Mads Ellegaard, der er relationschef i Home-kæden.
Han vurderer, at priserne på lejligheder i de største byer, nu er så høje, at flere forældre må opgive at være med i riften om de mindre lejligheder, som er egnet til studieboliger, der også er meget efterspurgte blandt andre købergrupper.
“Samtidig er der i de fire store studiebyer endelig kommet mere gang i opførelsen af studie- og kollegieboliger. Det er glædeligt, og det er med til at lægge en naturlig dæmper på forældrekøbene,” siger Mads Ellegaard.
Tallene fra Home understreger, at august er den absolutte højsæson for forældrekøb. Her trækker sæsoneffekten aktiviteten op med godt 40 %, viser Realkredit Danmarks beregning.
Derimod giver studiestarten i februar ikke anledning til nogen positive sæsoneffekter på forældrekøbet.
—–
BOLIG-PROJEKTER:
Grønne boliger er det nye sort
Flere vil bo grønt og bæredygtigt – og også gerne betale for det. Men der skal helst være en god historie om boligen
Der er de seneste år blevet bygget flere hundrede lejligheder i bæredygtige byggerier i hovedstadsområdet.
Direktør i Dansk Byggeri Michael Nielsen bekræfter interessen.
“Der er en efterspørgsel på certificeret byggeri. Pensionskasserne har indtil nu drevet udviklingen. Når de stiller den slags krav og også er villige til at betale, hvad det koster, har det en afsmittende virkning. Også på byggebranchen, ” siger Michael Nielsen til Politiken.
I mæglerbranchen oplever man også stigende interesse for bæredygtige boligprojekter – både blandt investorer og forbrugere.
“Grønt nybyggeri er det nye sort,” lyder det fra vores ejendomsmæglere med fingeren på pulsen på hovedstadens projektmarked,” fortæller relationschef i Home, Mads Ellegaard.
Ønsker grøn profil
At markedet for ‘grønne’ boliger spirer, ser home-mægler Lone Bøegh Henriksen, der pt. har to bæredygtige projektbyggerier på hylderne og et nyt på vej med 148 lejligheder på Polititorvet i Sorgenfri.
“Pensionsselskaberne ønsker en grøn investeringsprofil, og andre investorer har også fået øjnene op for bæredygtige byggerier, da lejen og dermed afkastet typisk er højere,” siger Lone Bøegh Henriksen, indehaver af Home LBH Projektsalg A/S i Sydhavnen.
Interessen for de grønne byggerier vokser også blandt forbrugerne, oplyser hun.
“Lige nu har vi ca. 170 boliger til udlejning i Valby Maskinfabrik, og udlejningen går strygende – interessen er stor fra lejerne,” fortæller Lone Bøegh Henriksen, der står for udlejningen for De Forenede Ejendomsselskaber A/S.
Når hele byggeriet står færdigt i 2020, vil Valby Maskinfabrik (foto) rumme ca. 1.000 moderne, bæredygtige boliger.
Lige som med økologi…
Ejendomsmægler Henrik Bengtson, der er medindehaver af Home Nordhavn og Home Projektsalg, v/ Bengtson & Frydendall A/S, ser også en stigende efterspørgsel fra forbrugerne på bæredygtige byggerier, men han oplever, at det er nærhed og den gode historie i de ‘grønne’ byggerier, der tænder lejlighedskøbere og -lejere.
“Jeg oplever ikke, at lejlighedskøberne går så meget op i genbrugsmaterialer og teknikaliteter i selve byggeriet, men at mange, lige som de vælger økologiske varer, når de køber ind, her vælger at bo i et område, hvor man for eksempel samler regnvand op til at vande de grønne områder med, til toiletskyl og vask eller får strøm fra solceller på taget til lys i opgange og andre fællesarealer. Det giver god samvittighed i hverdagen, og det er nærværende og noget, man kan fortælle til venner og bekendte,” siger Henrik Bengtson.
FAKTA: Hvad er bæredygtigt byggeri?
Bæredygtigt byggeri er en betegnelse for byggeri, der lever op til FN’s kriterier for bæredygtighed. Det vil sige, at et byggeri er bæredygtigt i både miljømæssig, økonomisk og social forstand.
Kort fortalt betyder det, at et byggeri belaster miljøet mindst muligt, at byggeriets samlede økonomi fra opførelse til nedrivning er så god som muligt, og at byggeriet er så godt som muligt at opholde sig i for mennesker.
I Danmark er det tiltagende udbredt, at større byggeriers bæredygtighed certificeres.
Der findes flere certificeringssystemer. Det mest brugte i Danmark er DGNB, hvis kriterier stammer fra den tyske organisation DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen). Kriterierne er tilpasset til danske forhold.
Svanemærket er en nordisk ordning, som tager man udgangspunkt i udvalgte indeklima-punkter.
Kilde:
Wikipedia.org
, Politiken m.fl.
—–
Vores boligforventninger bygger på fortiden
Rekord få danskere ser faldende huspriser forude – og renten forbliver også lav, tror vi
Sommeren byder på boblende boligoptimisme. Det viser homes Køberbarometer for årets 2. kvartal og en helt ny Greens-måling for Realkredit Danmark, der samtidig viser, at en relativ lille andel af danskerne ser stigende renter forude.
Hele 64 % af danskerne venter stigende huspriser over det kommende år, mens kun 5 % ser faldende huspriser forude. Dermed tangerer vi den laveste andel med negative prisforventninger i perioden siden 2005, hvor der er blevet indsamlet data.
Det paradoksale ved disse målinger af folks forventninger er ifølge Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, er at de bygger på fortiden.
“Der er et element af, at den faktisk observerede prisudvikling på boligmarkedet efterfølgende påvirker danskernes prisforventninger,” siger han.
Det samme gælder for forventningen til renten:
“Danskernes renteforventninger afspejler en forsinket reaktion på den faktiske renteudvikling,” konstaterer cheføkonomen.
Kun omtrent hver fjerde dansker venter rentestigninger over det kommende års tid, hvilket er et ganske lavt niveau historisk set, men danskerne venter dog ikke i større omfang yderligere rentefald. De fleste tror på omtrent uændrede renter over det kommende års tid, oplyser Realkredit Danmark og Greens Analyseinstitut.
Home Køberbarometer for juli udarbejdet af analyseinstituttet YouGov for Home, viser danskernes planer om boligkøb de næste 6 måneder. Og også her er der optimisme at spore.
Hele 13 % af danskerne svarer i den repræsentative spørgeundersøgelse med godt 2.000 besvarelser, at de har planer om at købe bolig frem mod årsskiftet.
“Det er fortsat højt niveau og stort set uændret i forhold til april-målingen,” siger relationschef i Home Mads Ellegaard og understreger, at det ikke alle, der siger i undersøgelsen, at de har boligplaner, der ender med at købe bolig det næste halve år, lige som besvarelserne ikke giver indblik i, hvor seriøse og fremskredne planerne er. Målingen dækker altså over boligkøbsplaner i forskellige stadier.
Se Realkredit Danmarks analyse ‘Rekord få danskere ser faldende huspriser forude’:
Se home Køberbarometer, 2. kvartal 2017:
Link:
https://via.ritzau.dk/data/images/00051/54b936ed-5a37-4fe3-bd37-0efc823532a3.JPG
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11218794
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **