Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet
Virksomheder, der indgår videnssamarbejde med et universitet, øger deres produktivitet og bliver mere konkurrencedygtige. Det viser en ny analyse, som konsulenthuset IRIS Group har udarbejdet for Aalborg Universitet (AAU)
Konkret viser analysen, at de virksomheder, der samarbejder med Aalborg Universitet, i gennemsnit oplever en vækst i produktiviteten over en otteårig periode, der er 12,5 procentpoint højere end sammenlignelige virksomheder, der ikke samarbejder med universitetet. Virksomhederne bliver således i stand til at skabe mere værdi for de samme ressourcer på grund af fælles forskningsprojekter, samarbejde om innovation, kommercialisering af forskningsresultater og studenterprojekter.
I alt viser analysen, at Aalborg Universitets samarbejde med private virksomheder i perioden 2005-2013 har bidraget med en samlet vækst i værdiskabelsen i det private erhvervsliv på mindst to milliarder kroner om året. Det svarer til en vækst i Danmarks BNP på 0,1 procent.
Regeringens årlige redegørelse om vækst og konkurrenceevne fra april 2017 peger på, at lav vækst i produktiviteten fortsat er den store udfordring for dansk økonomi og danske virksomheders konkurrenceevne. Den nye analyse peger på videnssamarbejde mellem universiteter og erhvervsliv som et centralt element i at løse denne udfordring.
Aalborg Universitet samarbejder allerede med et stort antal virksomheder i hele Danmark. På nationalt niveau viser analysen, at 37 procent af de virksomheder, som AAU samarbejder med ligger i Region Hovedstaden, mens de midtjyske og syddanske virksomheder til sammen udgør andre 37 procent af universitetets samarbejdspartnere. Samtidig viser analysen, at AAU er det universitet, som har mest samarbejde med de innovative virksomheder i egen region. I Region Nordjylland samarbejder mere end hver fjerde innovative virksomhed med Aalborg Universitet.
Eksempler på AAU’s samarbejdsprojekter med private virksomheder:
- Samarbejde med Volvo, som har placeret sit “User Experience Competence Center (UXCC)” på Aalborg Universitets campus i København for at være en del af vidensmiljøet på universitetet og for at have et dagligt samspil med universitetets forskere, studerende og faglige miljøer. Se mere her: http:
- Samarbejde om cybersikkerhed og persondatabeskyttelse med en række ledende virksomheder som bl.a. Dell EMC, Microsoft, Plesner Advokater og PwC. Samarbejdet sigter særligt mod tværfaglig kompetenceudvikling gennem forskning og vidensudvikling, herunder etablering af et “security lab”, samt mod udbud af undervisning, der udbydes både som traditionel universitetsuddannelse og som efteruddannelse. For mere information kontakt centerleder
- Samarbejde med Københavns Kommune om etablering af Innovationsdistrikt Sydhavn, der skal medvirke til at løfte og udvikle bydelen, tiltrække innovative virksomheder og skabe arbejdspladser. Aalborg Universitet og Københavns Kommune driver et fælles sekretariat. Se mere her:
- Samarbejde med Cumulus Bio, som har kontor på og samarbejder tæt med forskere fra Aalborg Universitet om at omsætte planter til flybrændstof. Se mere her:
Andre AAU-videnssamarbejder, som er beskrevet i analysen:
- Samarbejde med B&O om lydzoneteknologi
- Samarbejde med Acarix om måleapparat til diagnosticering af hjertesvigt
- Samarbejde med Zoologisk Have i Aalborg om dyrevelfærd og bevaring af truede dyrearter
- Samarbejde med GomSpace om udvikling af nano-satellitteknologi
- Samarbejde med Dataproces om udvikling af software, der understøtter digitaliseringen i de danske kommuner
Siden 1974 har Aalborg Universitet (AAU) leveret viden, udvikling og højt kvalificerede kandidater til omverdenen. Inden for uddannelse er universitetet kendt for sit problembaserede projektarbejde, PBL – også kendt som Aalborg-modellen – mens AAU er blandt verdens førende forskningsinstitutioner inden for bl.a. elektronik og energiteknik. Et af AAU’s særkender er også et omfattende samarbejde med erhvervslivet, og Dansk Industri fremhæver AAU som det gode eksempel på samarbejde mellem universitet og virksomheder. AAU havde i 2016 over 20.000 studerende og godt 3.500 medarbejdere fordelt på campusser i Aalborg, Esbjerg og København.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11139000
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








