PRM / Skagenfood klar til øget vækst efter investering fra Dansk Supermarked Group

    Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked

    Danskerne har i den grad kastet sig over måltidskasser, leveret direkte til døren. Ikke kun er det nemt, når kvalitetsvarerne blot skal pakkes ud og placeres i køleskabet, men også hverdagens svære kunst at finde på aftenens og ugens måltider bliver klaret for en.

    Med en ny investor i ryggen bliver Skagenfood nu i stand til at nå ud til endnu flere kvalitetsbevidste kunder på et marked i stor vækst.

    – Vi er stolte af den udvikling og de mål, vi har nået med Skagenfood. Men vi har klare ambitioner om at løfte virksomheden yderligere. Skal vi lykkes med det i den målestok, vi ønsker, kræver det en stærk partner. Vi har fundet det helt rette match med Dansk Supermarked Group, der kan være med til at udvikle Skagenfood, og det glæder vi os enormt meget til, siger Betina Kühn, der sammen med sin mand Peter Bagge-Nielsen grundlagde Skagenfood.

    Ægteparret vil fortsat drive forretningen og stå i spidsen for den daglige drift. Dansk Supermarked Groups investering får heller ikke indflydelse på iværksættervirksomhedens placering i det nordjyske, hvor de friske fisk, grøntsager og øvrige varer bliver indkøbt, pakket og sendt til kunderne.

    Stort vækstpotentiale

    Skagenfood er særligt kendt for frisk fisk af højeste kvalitet og har gennem de seneste år accelereret markedet for måltidskasser. Virksomheden fortsætter sin stærke udvikling, fremover støttet af den nye partner inden for blandt andet logistik, marketing og investeringskapacitet. For Dansk Supermarked Group er der tale om en strategisk investering i en veletableret aktør på et marked i vækst.

    – Vi ser et stort vækstpotentiale for måltidskasser og convenience-løsninger, der gør hverdagen nemmere for danskerne. Skagenfood er en meget veldrevet virksomhed med tårnhøj kvalitet og stærke værdier, der skal føres videre. Det ønsker vi at gøre i fællesskab, og vi er overbeviste om, at vi gennem vores investering sammen kan forløse det store potentiale, der er i virksomheden og markedet, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked Group.

    Skagenfood indledte i 2001 med at tilbyde frisk fisk, direkte fra kutterne i Nordjylland, og har gennem de seneste år tilføjet deciderede måltidskasser til udvalget, hvor alle råvarerne til ugens måltider er inkluderet. Alt sammen baseret på abonnementssalg. Seneste skud på stammen er kvalitets-ready-to-heat-retter, hvor modtageren blot skal lune retten, inden den er klar.

    – Vi har fået muligheden for at udvikle virksomheden på den bedst mulige måde, hvor vi får flere muskler, der gør os i stand til at vokse, samtidig med at vi bevarer virksomhedens base og identitet, som hele tiden har været vores styrke. Med investeringen kan vi skabe endnu mere af det, vi står for. Vi glæder os til at vokse her i det nordjyske, til gavn for kunder i hele landet, siger Betina Kühn.

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11096094

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **