PRM / Nej til fracking i Lolland Kommune

    Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

    Ved fracking pumpes vand, sand og kemikalier ned i undergrunden for at øge trykket på olie og gasreserver med den risiko, det indebærer for forurening af grundvandet. Borgmester Holger Schou vender sig mod, at Lolland Kommune skal lægge jord til et risikabelt olieeventyr:

    “Hvis vi kan tro på dagens historier, så bliver det et klart nej herfra. Olieboringer i al almindelighed og fracking i særdeleshed er i modsætning til alt det, som Lolland Kommune står for. Vi er førende indenfor grøn energi. Vores undergrund er i forvejen noget af verdens bedste landbrugsjord. Det skal vi ikke spille hasard med, ligesom vi ikke skal spille hasard med vores grundvand og folkesundhed”, siger Holger Schou Rasmussen.

    Med tilladelsen til det hollandske firma følger også tilladelse til at bore efter geotermisk energi. Grøn energi, hvor man vil udnytte energien fra det varme vand i undergrunden. Det er boringer, som Holger Schou Rasmussen ikke har nogen indvendinger til, forudsat det sker miljømæssigt forsvarligt, og hvor kommunen også har fået forelagt det hollandske firmas projektbeskrivelse.

    For boringen efter olie derimod gælder, at Lolland Kommune kun på et helt overordnet grundlag er blevet hørt om projektet i form af en høringsskrivelse fra Energistyrelsen med et tilhørende Danmarkskort, hvor Lolland-Falster var markeret. Det er f.eks. ikke fremgået, hvor man vil bore, hvilke undersøgelsesmetoder der ville være tale om eller andet konkret.

    “For få år siden var det et slutdepot for radioaktivt affald, man ville lægge hos os. Her sejrede fornuften og respekten for borgerne på Lolland heldigvis til sidst. Det vil jeg arbejde for også sker denne gang, for fracking i Lolland Kommune – det bliver ikke med min billigelse”, slutter Holger Schou Rasmussen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11071068

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **