PRM / Frederikshavn Kommune: 60 nye arbejdspladser skaber glæde

    Pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune

    Det gør en forskel, når Danish Crown, der er en af Frederikshavn Kommunes største arbejdspladser, fortæller nyheden om, at virksomheden nu ansætter flere medarbejdere for at udvide produktionen. Det skaber også både travlhed i Jobcenter Frederikshavn, og glæde på borgmesterkontoret:

    “Det betyder noget for Frederikshavn Kommune, at Danish Crown ser slagteriet i Sæby som en afdeling, der skal udvides med 60 nye arbejdspladser. Det synes vi rykker noget. Vi arbejder efter en udviklingsstrategi, hvor fødevareområdet er et vigtigt vækstområde. Når vi nu kan se, at det er lykkedes for os at skabe forhold, der får en så stor virksomhed som Danish Crown til at satse på udvikling her hos os, så bliver man glad som borgmester. For det viser os jo, at vi gør det rigtige,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

    Travlhed i Jobcenter

    Jobcenter Frederikshavn er nu i gang med at finde frem til egnede kandidater. De ledige skal ansættes fra uge 38, og begynder i oplæring og kursus fra uge 30.

    “Vi er allerede i fuld gang med at kigge på CV’er. Vi kigger både på de forsikrede ledige, i integration og blandt kontanthjælpsmodtagerne. Og vi er glade for at være samarbejdspartner for Danish Crown i rekrutteringsprocessen. Det har stor betydning, at virksomheder af den størrelse tager socialt ansvar og kommer til os for at finde frem til arbejdskraften. Derudover har det selvfølgelig betydning, at vi har udsigt til at en stor gruppe borgere i Frederikshavn Kommune bliver selvforsørgende,” siger Steffen Walther Sylvester Larsen, teamkoordinator, Jobcenters Virksomhedsservice, Frederikshavn Kommune.

    Hvis man er interesseret i at høre nærmere om jobbene, er man velkommen til at kontakte Jobcenters Virksomhedsservice, Steffen Walther Sylvester Larsen.

    For yderligere oplysninger kontakt:

    Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, +45 2916 3039

    Steffen Walther Sylvester Larsen, teamkoordinator, Jobcenters Virksomhedsservice, +45 2485 5463

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11062505

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **