PRM / Kommunalisering af det forberedende område skaber ikke sammenhæng og kvalitet!

    Pressemeddelelse fra Produktionsskoleforeningen

    Kommunalisering af det forberedende område skaber ikke sammenhæng og kvalitet!

    Regeringen ønsker med deres udspil Tro på dig selv – det gør vi
    , at skabe større sammenhæng og gennemskuelighed for de unge uden for uddannelse og beskæftigelse, samt at skabe større kvalitet på det forberedende uddannelsesområde. I Produktionsskoleforeningen lægger vi mærke til en række gode elementer i regeringens udspil, men helt grundlæggende tror vi ikke på, at regeringen med deres udspil kan indfri ambitionerne. Regeringen lægger op til et kommunalt tilbud, og dermed til uensartethed, forskellige prioriteringer og vidt forskellige muligheder for de unge. Det skaber ikke sammenhæng og kvalitet, og det løfter hverken det forberedende uddannelsesområde eller de unge, der har behov for det.

    De gode elementer i udspillet er først og fremmest den Forberedende Grunduddannelses indhold. Særligt at det praktiske element er styrket, at der er stor fleksibilitet, således at fx mulighederne for en bedre sammenhæng mellem det praktiske værkstedsarbejde og almene fag styrkes. Andre positive ting kunne nævnes, og adskillige problematiske detaljer ligeså – det når vi til i de kommende drøftelser.

    I første omgang vil vi holde fokus på to problemer i regeringens udspil, som er ødelæggende for de gode ambitioner på området. Det er hhv. finansieringen og organiseringen af den ny uddannelse:

    • Finansieringen foreslås kommunal, således at kommunen gives det fulde ansvar – både myndighedsansvar og styringsansvar. Det er en afgørende forskel fra ekspertgruppens anbefaling på området. Vi finder det dybt problematisk, at bestiller- og leverandøropgave placeres samme sted, og al erfaring på området viser, at de udsatte unge ikke er et højt profileret og prioriteret område i kommunerne. Derfor tror vi ikke på den model.
    • Organiseringen foreslås centraliseret i 25 moderinstitutioner. I Produktionsskoleforeningen har vi i den senere tid understreget nødvendigheden af nærhed – fordi vi kender de unge og ved, at afstand er afgørende for, at tilbuddet reelt er tilgængeligt for dem. Regeringen lægger op til en centralisering af Forberedende Grunduddannelse, der i bogstavelig forstand er meget langt væk fra målgruppen.

    Produktionsskoleforeningen mener, at kommunerne er essentielle samarbejdspartnere også i et kommende forberedende tilbud. Det er ude i kommunerne og i lokalsamfundene, at det vigtige arbejde foregår. Derfor har vi tidligere bakket op om et entydigt kommunalt myndighedsansvar. Men en Forberedende Grunduddannelse skal være en lokalt forankret, selvejende institution, som er fritstillet til at løse opgaven, uden at være afhængig af den enkelte kommunes økonomi og prioriteringer.

    Med venlig hilsen

    Axel Hoppe

    Sekretariatsleder

    Produktionsskolen – en anden vej til uddannelse Produktionsskolerne tilbyder individuelle forløb, der tager udgangspunkt i, hvad den unge kan og hvordan den unge når sit mål. Læringsmiljøet udspringer af det praktiske arbejde i mindre værkstedsenheder, men suppleres af et stærkt og sammenhængende ungdomsmiljø på skolen. Målet for produktionsskoleforløbet er deltagerens faglige, personlige og sociale udvikling. Udover at tilbyde produktionsskoleforløb, er produktionsskolerne landets største udbyder af erhvervsgrunduddannelse og kombineret ungdomsuddannelse. Produktionsskoleforeningen er produktionsskolernes interesseorganisation. Dens formål er at styrke og udvikle produktionsskoleformen som en landsdækkende lokalforankret skoleform. Kontakt Produktionsskoleforeningen Hjemmeside: www.psf.nu, mail: psf@psf.nu, telefon: 7582 2055 For udtalelser til presse, kontakt sekretariatsleder Axel Hoppe, mail: axel@psf.nu, mobil 2895 2120

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10616241

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **