Pressemeddelelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening
Prisværdigt, at regeringen vil gøre alle til fremtidens vindere, men flere unge vil blive ladt i stikken.
Lokale VUC-uddannelsestilbud vil lukke
Lokale VUC-tilbud (HF, AVU til voksne mm.) risikerer at lukke, hvis store dele af aktiviteten flyttes til kommunalt regi. Konsekvensen er, at velfungerende unge og voksne, samt unge og voksne med udfordringer, men uden for målgruppen til de forberedende tilbud, får længere til alle VUC’s tilbud, herunder både AVU og HF.
Eet tilbud er ikke dækkende til en meget differentieret målgruppe
De forberedende tilbud skal løfte en gruppe udsatte unge. Men VUC’s voksenpædagogiske miljø er stadig det rigtige for mange unge og voksne op til 25 år.
VUC er velfungerende og løfter unge og voksne. Der er ingen garanti for, at nye forberedende uddannelser vil have samme løfteevne, siger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, og fortsætter
– Der skal være en uddannelsesparathedsvurdering for voksne. Det kan fx modvirke, at man maser 18 – 25-årige kursister ind på en ungdomsskole.
– En fuld kommunalisering af de forberedende tilbud til unge er en dårlig ide. Der er ingen grund til at give køb på gode og velafprøvede tilbud, fx almen voksenuddannelse på VUC. Når kommunerne får ansvaret, skal uddannelseskroner til unge vejes op mod investeringer i kommunal ældrepleje, infrastruktur og meget andet. Hidtil har kommunerne ikke vist, at uddannelsesindsatsen er et højt prioriteret område. Jeg frygter, at uddannelse til unge i kommunalt regi taber til andre velfærdsområder, slutter GL-formanden.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10612799
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








