Pressemeddelelse fra Djøf
Regeringens digitale vækstpanel med Danfoss direktør Niels B. Christiansen i spidsen har fremlagt 33 forslag til at styrke Danmarks konkurrenceevne i en digital fremtid.
– Der er mange gode og særdeles relevante forslag i panelets anbefalinger. Men det er helt afgørende, at vi husker, at de teknologiske muligheder skal føres ud i livet af mennesker af kød og blod. Virksomhederne og især de små og mellemstore har brug for medarbejdere med de rigtige kompetencer til at gribe og udnytte mulighederne Hvis vi skal hæve produktiviteten og væksten i Danmark, er der brug for et generelt løft i virksomhedernes vidensniveau, siger Henrik Funder, formand for Djøf Privat
Han hæfter sig især ved to ting:
– At alle på arbejdsmarkedet bliver rustet til at kunne klare fremtidens kompetencebehov er afgørende. Det gælder både dem under uddannelse, og dem der allerede er på arbejdsmarkedet. Både ufaglærte, faglærte og dem med en lang videregående uddannelse, vil have behov for et kompetenceløft. Mckinseys rapport fra forrige uge viste, at det allerede med dagens teknologi er muligt at automatisere op mod hver fjerde af de højt uddannedes arbejdsopgraver. Og det vil næppe blive mindre i fremtiden.
Henrik Funder peger derfor på, at de kommende trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelsesmuligheder også skal inddrage de højtuddannedes muligheder for efteruddannelse.
– Det er også nødvendigt med et særligt fokus på at hjælpe de små og mellemstore virksomhederne til at kunne udnytte digitaliseringen til en konkurrencefordel for virksomhederne. Det gælder navnlig i servicebranchen, hvor der er et stort udviklingspotentiale, fastslår Henrik Funder og fortsætter:
– Det kræver de rigtige kompetencer i virksomhederne – man skal ikke være programmør for at digitalisere en lille virksomhed. Du skal kende forretningen og se forretningsmuligheder, kunne arbejde sammen med forskellige fagligheder og kunne tage de rigtige it-skridt på de rigtige tidspunkter.
– Derfor er der brug for flere ordninger og pilotforsøg for at få disse kompetencer ind i SMVerne. Alle analyser peger på, at når virksomhederne åbner dørene for medarbejdere med en lang videregående uddannelse, skaber det nye forretningsmuligheder, øger væksten og skaber beskæftigelse til flere medarbejdere med korte eller ingen uddannelse, slutter Henrik Funder.
Henrik Funder træffes for yderligere kommentarer på tlf. 27 79 07 44.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10594050
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **