PRM / Danmarks indbrudsrekord skyldes landets mange parcelhuse

    Pressemeddelelse fra Det Kriminalpræventive Råd

    Selvom udviklingen går den rigtige vej, så er Danmark stadig meget plaget af indbrud, når man sammenligner med vores nabolande og andre europæiske lande. En ny rapport konkluderer, at det høje danske indbrudsniveau kan tilskrives indbrud i huse uden for storbyområderne.

    Rapporten Det danske indbrudsniveau set i et internationalt perspektiv er lavet af forskerne Peter Kruize og David W.M. Sorensen og er finansieret af Det Kriminalpræventive Råd. I rapporten sammenlignes det danske indbrudsniveau med henholdsvis Sverige, Tyskland, Holland og England/Wales.

    Gode betingelser for tyvene

    Danmark skiller sig ikke væsentligt ud, når det gælder indbrud i lejligheder. Danske storbyer har stort set det samme indbrudsniveau som storbyer i de andre lande. Den store forskel er i tallene for indbrud i huse, viser analysen.

    – I Danmark bor mange af os i parcelhuse, og vi bor tæt i provinsen. Det giver desværre tyvene gode betingelser, siger formanden for det Kriminalpræventive Råd Henrik Dam.

    Rapporten peger på tre områder, hvor man med fordel kan sætte ind. Det er ved at sikre sit hjem mod indbrud, ved at overvåge hinandens boliger og ved at øge opdagelsesrisikoen.

    – Rapporten viser tydeligt, at Danmark er udfordret af de mange parcelhuse, og vi må derfor gøre en ekstra indsats for at beskytte os. Den bedste måde er ved at sikre vores døre og vinduer og hjælpe med at holde øje med hinandens hjem, siger Henrik Dam.

    Desuden viser analysen, at opdagelsesrisikoen også har betydning. Det vil sige, at hvis man øger risikoen for at indbrudstyvene opdages, vil mængden af indbrud med al sandsynlighed falde.

    Fakta:

    • Med omkring 32.000 indbrud om året i private hjem, ligger Danmark meget højt i forhold til andre lande, når man samtidig ser på Danmarks beskedne indbyggertal.
    • I perioden 1980-2015 har indbrudsniveauet i Danmark været højere end i Sverige, Tyskland og Holland. I England/Wales lå niveauet derimod indtil 2006 markant over det danske, hvorefter det faldt.

    Kontaktinformation:

    Kommunikations- og analysechef Elizabeth Bergmann Burns 22 79 27 86, ebb@dkr.dk

    Analytiker Jon Lun Elbek 4515 3686 / 4153 2738 jle@dkr.dk

    Link:

    komparativ indbrudsanalyseFINAL_omslag.pdf

    https://via.ritzau.dk/data/attachments/00331/2d33e448-1eb1-431b-bdd1-ce2676d7887b.pdf

    Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10507396

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **