PRM / Djøf: Tilfreds med stort grundtilskud, men stadig ubekendte i regeringens bevillingsudspil

    Pressemeddelelse fra Djøf

    – Det er er helt afgørende, at man ikke sætter lighedstegn mellem de studerendes fart gennem studierne eller deres efterfølgende beskæftigelse og så uddannelseskvaliteten. For os er det vigtigt at fastholde den grundlæggende ambition om at sikre en høj kvalitet i uddannelserne, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf.

    – Det er derfor også centralt, at beregningerne af særligt beskæftigelsesgraden ikke bevirker, at fokus flyttes fra behov for kvalitetsforbedring over til bevillingselementer, som reelt ikke ligger inden for universiteternes råderum.

    – Og så skal vi passe på, at forslaget med de mange ubekendte ikke medfører et nyt bureaukrati eller dobbelte styringsmekanismer, som flytter tid og kræfter fra institutionernes kerneopgave med at levere forskning og uddannelse, siger hun.

    Arbejdet med at fastlægge et nyt bevillingssystem igangsattes med en ambition om at skabe fokus på uddannelseskvalitet. Netop dette element er skudt til hjørne i udspillet, idet denne opgave placeres i det nye udvalg for bedre universitetsuddannelser.

    Djøf anbefaler derfor, at dette udvalg er særlig opmærksom på at inddrage den viden, som de studerende og underviserne har om uddannelseskvaliteten i hverdagen.

    – Vi organiserer mere end 25.000 studerende, undervisere og forskere i undervisningssektoren og har gennem årene opsamlet mange konkrete erfaringer og ideer, som vi gerne vil byde ind med. Vi ved f.eks. at mange studerende peger på øget behov for dialog med underviserne, ligesom det også er afgørende at sikre universitetsuddannelsernes kobling til forskningen, slutter Lisa Herold Ferbing.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10548149

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **