PRM / HK: Gode takter i forslag til ny måde at finansiere videregående uddannelser

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Skolerne får lidt mere i kassen til at drive skole for og bliver derfor mindre afhængige af, hvor mange studerende de får gennem uddannelserne. Og det er grundlæggende en sund ændring, som regeringen foreslår i udkastet til en taxameterreform, mener HK-formand Kim Simonsen.

    – Vi er midt i en teknologisk revolution, hvor vi skal uddanne og videreuddanne tusinder af unge og voksne til en fremtid, vi ikke kender. Det er derfor godt nyt for især de institutioner, der huser de erhvervsrettede videregående uddannelser – altså erhvervsakademier og professionshøjskoler – at de får bedre rammevilkår.

    – Indtil i dag har erhvervsakademier og professionshøjskoler næsten udelukkende været finansieret pr. studerende og derfor haft svært ved at planlægge langsigtet. Jeg er derfor glad for, at regeringen lægger op til et markant løft i basisbevillingen. Det giver mulighed for at planlægge flere år frem og vil forhåbentlig medvirke til mere fokus på kvalitet og mindre fokus på kortsigtede økonomiske gevinster ved at oprette nye uddannelser, siger Kim Simonsen.

    Han roser samtidig forslaget for at have fokus på relevans. Regeringen foreslår nemlig, at belønne studieretninger med gode beskæftigelsesmuligheder.

    – Uddannelser skal stemme overens med, hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Både for de unges og for samfundets skyld. Dog kan det være svært at måle, om et bestemt fag har en høj beskæftigelsesfrekvens – for hvad skal man måle på? Det bliver spændende at se et konkret forslag til, siger Kim Simonsen.

    Én enkelt ting er Kim Simonsen dog lodret uenig i: Regeringen fastholder den generel årlige besparelse på uddannelsesinstitutionerne – det såkaldte ‘omprioriteringsbidrag’.

    – Uddannelse er en investering i fremtiden. Det er derfor et meget forkert signal, at man med den ene hånd forslår et nyt bevillingssystem, som skal fremme kvalitet og relevans – og med den anden hånd gennemfører grønthøsterbesparelser. Hvis regeringen helhjertet mener, at kvaliteten skal øges til gavn for de unge og samfundet, så burde man også annullere omprioriteringsbidraget.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10547232

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **