Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring
Danskerne cykler som aldrig før. Alligevel mener hver anden, at cyklisterne har den farligste adfærd i trafikken. Adspurgt hvad den primære grund til fare i trafikken er, angiver 58 % uopmærksomhed, 18 % egoisme og 12 % for høj fart. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
“Hver dag cykler rigtig mange danskere til og fra arbejde og skole samt til aktiviteter, hvilket er enormt positivt. Det er dog mindre positivt, at så mange oplever cyklisternes adfærd som farlig. Selvom cyklister er den gruppe trafikanter, der får flest personskader hos os, er der mange positive ting ved at cykle. Det gavner blandt andet både miljøet og folkesundheden. Derfor håber jeg ikke, at det er sandt, at cyklisterne er så farlige, som undersøgelsens resultater antyder,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.
Indhentningsulykker og uopmærksomhed
Mange trafikulykker skyldes uopmærksomhed, og hos Gjensidige ser vi mange skader på grund af indhentningsulykker, hvor bagfrakommende trafikanter rammer en forankørende ved eksempelvis overhaling, sving, lyskryds eller pludselig opbremsning.
“Mange af de skader vi ser, kommer fra situationer, hvor lidt mere hensyn og opmærksomhed kunne have været med til at forhindre ulykken. Derfor er det mit håb, at alle trafikanter for fremtiden fokuserer endnu mere på at være tilstede i trafikken, så vi kan reducere antallet af trafikskader yderligere,” siger Henrik Sagild.
Ser mange skader med cyklister
De sidste mange år er antallet af personskader blandt cyklister generelt faldet. Men der er stadig flere af dem, der kommer til skade end eksempelvis bilister. I 2015 kom 16.579 cyklister til skade og 12.803 bilister*. Det betyder dog ikke, at det er farligt at cykle i Danmark. For generelt er den danske trafik meget sikker.
“Heldigvis falder antallet af skader fra trafikken hele tiden. Når det kommer til personskader, ser vi flere tilskadekomne cyklister end bilister og fodgængere. Selvom mange får hovedskader, hvis de ikke bruger hjelm, ser vi heldigvis ofte mindre skader, der ikke har længerevarende konsekvenser. Det er vigtigt at huske, at når man cykler, så er man en blød trafikant. Derfor skal man vise hensyn overfor andre trafikanter både for sin egen og andres skyld,” siger Henrik Sagild.
*Danmarks Statistik
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i februar 2017 blandt 1062 repræsentativt udvalgte danskere. Se den vedhæftede PDF for regionale tal.
Hvilken type trafikanter har efter din mening den farligste adfærd i trafikken?
- Lastbilschauffører 15 %
- Taxichauffører 10 %
- Cyklister 46 %
- Bilister 20 %
- Andre 1 %
- Ved ikke 7 %
Hvad er efter din mening den primære grund til farlige situationer i trafikken?
- Uopmærksomhed 58 %
- Egoisme 18 %
- Stress 2 %
- Alkohol 3 %
- For høj fart 12 %
- Dårlige veje og cykelstier 1 %
- Trafikanter der holder på sin ret 3 %
- Andet 2 %
- Ved ikke 2 %
Link:
Data fra analysen med regionale tal.pdf
https://via.ritzau.dk/data/attachments/00988/0222c29d-0bd9-48db-92ae-08b3c8a725a7.pdf
Billede til fri afbenyttelse. Fotograf Gordon Williams
Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring. Billede til fri afbenyttelse. Fotograf Lars Svankjær
Gjensidige er et af de ledende nordiske skadeforsikringsselskaber, og er noteret på Oslo Børs. Vi er cirka 4000 medarbejdere, heraf 705 i Danmark, og vi tilbyder skadeforsikring i Norge, Danmark, Sverige og Baltikum. I Norge tilbydes også bank, pension og sparing. Driftsindtægterne var 25,5 mia. NOK i 2016, mens forvaltningskapitalen udgjorde 136 mia. NOK.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10498927
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **