PRM / Selvstændige begejstrede over forslag til nyt dagpengesystem

    Pressemeddelelse fra ASE

    Det vurderer Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør i Ase, der er landets største a-kasse for selvstændige og iværksættere, efter at en arbejdsgruppe under Beskæftigelsesministeriet i dag har præsenteret en ny model til et dagpengesystem, der gør det mere attraktivt for selvstændige, freelancere, honorarmodtagere og iværksættere at forsikre sig.

    “Udspillet er en sejr for såvel den enkelte forsikrede som velfærdssamfundet. Arbejdsmarkedet forandres drastisk de kommende år, og det er helt afgørende, at dagpengesystemet fortsat er det grundlæggende økonomiske sikkerhedsnet og er indrettet til at håndtere udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked, hvor der ikke længere vil være hårdt optrukne grænser mellem det at være lønmodtager, freelancer, selvstændig eller iværksætter. Forslaget til nyt dagpengesystem nedbryder de skarpe skel mellem lønmodtagere og selvstændige og bringer os tættere på reel ligestilling i dagpengesystemet,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Ase har under hele forløbet været i tæt dialog med arbejdsgruppen og påpeget en række ulemper i det nuværende system samt anvist nye veje til at ruste det til udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked. Heldigvis har der været stor lydhørhed, og alle arbejdsløshedsforsikrede får nu mere lige adgang til dagpenge.

    “Flere og flere kommer i fremtiden til at pendle mellem at være selvstændig og lønmodtager eller kombinere de to arbejdsformer. I dag er de klemte i det nuværende dagpengessystem. Det hæmmer kreativitet og virkelyst. Dagpengesystemet bør ikke være en forhindring for, at man fleksibelt kan indrette sin arbejdsindsats mellem selvstændig virksomhed og lønarbejde. Derfor et det et kæmpe fremskridt, at man i det nye system tæller indtægter fra alle aktiviteter med ved optjening og satsberegning af dagpengene. Det betyder faktisk en reel udvidelse af dagpengesystemets målgruppe, hvor det fremover bedre kan betale sig at forsikre sig for flere på arbejdsmarkedet end i dag,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    I Ase hæfter man sig også ved den forbedrede retssikkerhed og større gennemskuelighed, det nye system bibringer. Væk er alle de skønsmæssige afgørelser om arbejde i væsentligt omfang og om der har været egentlig erhvervsmæssig drift. Eller om man kan sandsynliggøre, at bibeskæftigelse til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. I stedet bygger den nye model på objektive kriterier, registeroplysninger og digitale løsninger.

    “Det er en klar forbedring for alle forsikrede, at det nye system er indtægtsbaseret og dermed bygger på et objektivt optjeningskrav, hvor enhver ved, hvad det kræver og om man opfylder betingelserne. Det nuværende dagpengesystem lider under alle de skønsmæssige vurderinger. Det gøres der endeligt op med nu, og det er meget glædeligt, for det øger både gennemskueligheden og retssikkerheden for den enkelte,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Samtidig tages der også et opgør med den ofte meget besværlige og omfangsrige dokumentationsproces i forbindelse med ophør af selvstændig virksomhed, der udskyder dagpengeudbetalingen unødigt for mange selvstændige.

    “De nye forenklede ophørsregler vil gøre det nemmere at ophøre med selvstændig virksomhed, det vil fjerne den meget omstændelige dokumentationsproces og dermed fremrykke tidspunktet for udbetaling af dagpenge. Det er en klar forbedring, som har været en mærkesag for Ase i mange år. Det er vi naturligvis glade for nu bliver gjort lettere,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Som noget nyt bliver det også muligt at starte virksomhed på dagpenge. Det har hidtil kun været muligt som bibeskæftigelse under visse betingelser, og dagpengene blev prompte sløjfet, hvis man havde til hensigt at komme til at leve af sin virksomhed. Den absurditet fjernes nu, hvilket vækker glæde hos Ase.

    “Danmark skal leve af gode ideer. Ni ud af ti danske virksomheder har under ti ansatte, og skal vi styrke initiativ og foretagsomhed, kræver det, at flere tør tage springet og blive iværksættere og drive egen virksomhed. Det overvejer mange i forbindelse med ledighed. Men hidtil har dagpengereglerne forhindret dette. Nu bliver det endelig muligt at starte egen virksomhed, mens man er på dagpenge samtidig med, at det afkriminaliseres, hvis man rent faktisk har ambition om at kunne leve af det. Det er et positivt element, som styrker risikovilligheden og dynamikken i samfundet,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

    Det kommende dagpengesystem for selvstændige, freelancere og honorarmodtagere er et vigtigt udestående hjørne af den dagpengereform for landets ca. to millioner forsikrede lønmodtagere, som blev vedtaget i efteråret 2015 efter anbefalinger fra Dagpengekommissionen.

    Kontaktinformation:

    – Adm. direktør Karsten Mølgaard Jensen på mobil 40 13 08 97.

    – Chef for politik og presse Troels Krog på mobil 21 35 90 26.

    Ase repræsenterer cirka 150.000 medlemmer, hvoraf knap halvdelen er selvstændige erhvervsdrivende. Det gør Ase til landets største forening og a-kasse for selvstændige og iværksættere. 

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10433561

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **