Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen
Påsken står for døren, og for rigtigt mange danskere betyder det havetid eller altantid. Gasgrillen findes frem fra vinterhiet sammen med terrassevarmeren og ukrudtsbrænderen. Og det betyder samtidig et goddag til gasflasken. Sikkerhedsstyrelsen har lavet en lille video med en række gode råd til, hvordan man undgår ulykker med flaskegassen. For der sker desværre hvert år ulykker på grund af manglende vedligeholdelse og utætheder af gasudstyret.
– Det er ikke ufarligt at opbevare en gasflaske. Vi skal alle have respekt for gas, og som ejer eller bruger, er det dit ansvar løbende at tjekke det. Der er ikke en udløbsdato på udstyret, og det gør, at det er en god ide, at vi selv holder særligt øje med om udstyret trænger til at blive skiftet, siger Brian Petersen, teknisk sagsbehandler i Sikkerhedsstyrelsen.
Han er gas-ekspert – og giver i en ny video gode råd om, hvordan man selv på få minutter kan give gasudstyret et sikkerhedstjek. Når sikkerhedstjekket er udført, er der tid til at danskerne kan nyde påsken uden at bruge krudt på at bekymre sig om flaskegassen.
Test med sæbevand
Tjek om slangen er mørnet og om regulatoren er monteret korrekt. Sådan lyder et af de gode råd. Og det er vigtigt.
– Slangen som forbinder flaskegassen til gasapparatet kan i de forrige sæsoner have fået for meget sollys og være ødelagt, forklarer Brian Petersen.
Det er rigtigt let at dobbelttjekke slangen for utætheder. Man skal blot bøje den – og slår den revner, så skal den skiftes. Et andet råd er, at forbrugeren skal være grundig, når regulatoren monteres. Det er ikke kompliceret, men det er vigtigt, at den slutter tæt. I videoen kan man se hvordan. Når alle delene har været igennem et sikkerhedstjek, er det en god idé at tjekke alle samlingerne ved at bruge sæbevand. Hvis der er utætheder bobler sæbevandet.
Hvis det danske forår svigter efter påsken- og der går længere tid imellem at gasudstyret bruges, så er det en god ide at slukke for gassen og koble regulatoren fra. Så står gasflasken ikke med tryk på, når den ikke bruges.
Se videoen:
Gode råd til at sikkerhedstjekke gasudstyret
Fakta:
5 gode råd om gas
- Brug kun godkendt udstyr
Læs vejledningen før du tager dit gasudstyr i brug. Udstyret skal være DG- eller CE-mærket og være ledsaget af en dansk brugsanvisning. Brug aldrig udstyr mærket “kun til udendørs brug” indenfor. - Køb gas der passer
Vær meget opmærksom på at gasflasken passer til dit gasudstyr. Tag derfor brugsanvisningen til dit udstyr med, når du køber en flaske. På den måde er du helt sikker på, at tingene passer sammen. - Skift flaske forsigtigt
Sluk apparatet og luk ventilen før du skifter gasflaske. Sørg for at regulatoren er korrekt monteret og fastlåst på flaskeventilen, inden afspærringsventilen åbnes. Til sidst kontrollerer du samlinger for utætheder med sæbevand. - Pas på gas du ikke bruger
Sørg for at alle ventiler er lukkede, når udstyret ikke er i brug. Det gælder også tomme flasker! Frakobl flasken når udstyret ikke skal bruges i længere tid. Opbevar altid gasflasker stående og ha’ aldrig mere end én flaske i reserve indendørs. Opbevar aldrig gasflasker i kælderen. - Hold dit gasudstyr ved lige
Kontroller jævnligt at gasslangen ikke er synligt slidt eller afbleget af sollys. Der må ikke opstå revner i gummiet, når slangen bøjes. Udskift slangen med en godkendt DG-mærket slange ved den mindste tvivl.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10337268
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **