Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)
Fronterne flytter sig i Syrien. Det får mange, der har været fordrevet til at tage tilbage til deres hjem. Men det kan være farligt.
Der er landminer, fælder og andre IEDs (Improvised explosive devices) overalt i områderne, hvor kampene måske er stoppet. Det fortæller en ny rapport fra Læger uden Grænser.
“Det er ekstremt farligt for folk at vende hjem”, siger Karline Kleijer, der er Læger uden Grænsers indsatsleder i Syrien.
“Fælder er placeret overalt – der kan være bomber i køleskabe, under tæpper og endda i børns bamser,” forsætter hun.
Læger uden Grænser opfordrer nu det internationale samfund til at intensivere minerydningen. Diverse eksplosive materialer, der er tilbage efter kampene i forladte områder, udgør en dødelig risiko for civilbefolkningen.
På nuværende tidspunkt foregår der næsten ingen minerydning. Hverken af humanitære eller militære organisationer. Det betyder, at lokale forsøger at fjerne eksplosive objekter selv. Ofte med fatale konsekvenser.
“Folk sætter livet på spil for at fjerne miner,” fortæller Kleijer.
Så længe at områder er mineret, og der er spredt ikke-eksploderet sprængstof rundt omkring, er folk ikke i stand til at flygte fra krigszonen.
De har heller ikke mulighed for at vende tilbage til deres hjem, når krigshandlingerne er ovre. Indtil områderne er ryddet, vil der være en konstant trussel, der har ødelæggende konsekvenser for de civiles hverdag.
Samtidig har nødhjælpsorganisationer svært ved at arbejde i områderne, som de er nu. Hvilket betyder, at endnu flere civile ikke kan få adgang til lægehjælp eller anden humanitær bistand.
Læger uden Grænser opfordrer alle parter af konflikten – og deres allierede – til at sikre civiles sikkerhed samt skabe en måde, hvorpå der kan foretages en minerydning i stor skala i det nordlige Syrien.
Læger uden Grænser opfordrer også det internationale minerydnings-samfund til markant at øge indsatsen i det nordlige Syrien og gøre det mere sikkert for civile og humanitære aktører at færdes i området.
Link:
MSF-Syria-SetToExplode-singlepages-LR-DEF.pdf
https://via.ritzau.dk/data/attachments/00267/d83cfa8b-84a2-4f29-9617-7a532ffecba5.pdf
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10233209
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **