PRM / Faglige organisationer: Inddrag medarbejdere og ledere i fornyelsen af den offentlige sektor

    Pressemeddelelse fra Djøf

    Regeringen har med lanceringen af Ledelseskommissionen og det forestående program for fornyelse af den offentlige sektor gjort det klart, at den offentlige sektor skal moderniseres. Hvis de politiske ambitioner skal blive til virkelighed, er det afgørende, at regeringen inddrager ledere og medarbejdere i den offentlige sektor, lyder det fra FOA, Kommunaldirektørforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Politiforbundet og Djøf.

    Sammen afholder de fem faglige organisationer en høring på Christiansborg om fornyelse af den offentlige sektor fredag den 31. marts.

    – Skiftende regeringer har haft ambitioner om at modernisere den offentlige sektor, men resultaterne har ikke altid vist sig. Det er vigtigt, at medarbejderne i den offentlige sektor, som jo ved, hvor skoen trykker, i højere grad skal inddrages denne gang. Derfor er jeg også glad for, at ministeren har takket ja til at deltage i høringen og gå i dialog, siger Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf.

    Flere medlemmer af Ledelseskommissionen deltager på høringen. Organisationernes budskab til dem, er at kommissionen ikke skal beskæftige sig med ledelse alene.

    – Ledelse og styring skal ses i sammenhæng. Derfor giver det god mening, hvis Ledelseskommissionen også beskæftiger sig med styring. En leder kan være nok så god, men hvis ikke han eller hun har rum til at lede, er vi lige vidt, siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

    – Til veldrevne offentlige organisationer hører et behov for styring. Men der er nødt til at være en bedre balance mellem central styring og lokal praksis. For mig at se, er det afgørende, at vores ledere får rum til at lede, siger Niels Ågesen, næstformand i Kommunaldirektørforeningen.

    Formandskaberne ser frem til høringen fredag. Det er afgørende, at ledere og medarbejdere i den offentlige sektor får mere tillid og større mulighed for at prioritere fagligheden til gavn for borgerne.

    – Politikerne skal vise mere tillid til vores faglighed i stedet for at styre gennem kontroltyranni. Der er brug for et opgør med den overstyring, som mange offentligt ansatte er underlagt. Derved får vi også bedre rammer for, at de forskellige fagligheder i den offentlige sektor kan spille bedre sammen til gavn for borgerne, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

    – Ingen har gavn af endeløse resultat- og procesmål, unødig kontrol, detailstyring og dokumentation. Derfor er jeg også glad for de politiske udmeldinger fra forskellige sider i Folketinget i forhold til et opgør med styrings- og dokumentationsregimet. Det skal følges op af handling, og derfor ser jeg frem til diskussionen på høringen, siger Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet.

    Høringen finder sted i Fællessalen på Christiansborg den 31. marts 2017 fra kl 9:30-15:00.

    For yderligere kommentarer kontakt:

    Dennis Kristensen, FOA træffes på mobil 40 18 42 81

    Dorte Steenberg, DSR træffes på mobil 23 60 68 81

    Claus Oxfeldt, Politiforbundet træffes på mobil 51 27 30 30

    Niels Ågesen, Kommunaldirektørforeningen træffes på mobil 20 45 25 33

    Lisa Herold Ferbing, Djøf træffes via Djøfs pressechef på mobil 21 49 01 73

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10189014

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **