PRM / Eksperter skal vejlede Danæg om fremtidens ægproduktion

    Pressemeddelelse fra DLG a.m.b.a

    Igennem de senere år har ægbranchen i Norden oplevet store forandringer i efterspørgslen. Hvor ægbranchen tidligere har været præget af et større salg af buræg, er efterspørgslen efter skrabe-, frilands- og økologiske æg for alvor steget betydeligt indenfor en kortere årrække. En udvikling, der vil fortsætte med øget tempo, da langt de fleste af de danske detailkæder i løbet af 2016 har offentliggjort deres udfasningsplan af buræg for de kommende år.

    Hele forløbet om detailkædernes udmelding af buræg foregik meget intenst og hurtigt, og ikke i et tempo der tilnærmelsesvis tilgodeser det produktionsmæssige set-up af levende høner, der efterfølgende skal tilpasses for at kunne levere de æg, som markedet fremadrettet efterspørger.

    “Hos Danæg har vi haft mange gode og konstruktive dialoger om, hvordan vi fremadrettet kan være endnu mere proaktive i forhold til at være med til at udvikle fremtidens ægproduktion. Efter dialog med bestyrelserne i Danæg amba, Danæg Holding og andelshaverne er vi kommet frem til, at vi gerne vil tilknytte en række eksperter, der kan dygtiggøre os i at forstå vores fremtidige marked endnu bedre,” siger koncernchef Jann Dollerup Vig Jensen.

    “Danægs advisory board skal fungere som et uafhængigt rådgivende udvalg, der skal vejlede koncernen om fremtidens produktion af æg, herunder vigtige forhold som dyrevelfærd, produktionsudvikling, optimering af udendørsarealer med f.eks. beplantning og meget mere. Vi har meget store forventninger til udvalget og glæder os meget til at kunne præsentere de nye tiltag for både kunder og forbrugere,” siger Jann Dollerup Vig Jensen fra Danæg.

    Danægs advisory board kommer til at bestå af følgende personer:

    • Peter Sandøe
      , Professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns universitet.
    • Ragnar Tauson
      , Professor Emeritus fra Sveriges Lantbruksuniversitet i Uppsala med fokus på dyrevelfærd hos æglæggende høner og produktion i forskellige staldindretninger.
    • Jørgen Kjær
      , Senior dyrevelfærdsforsker, Friedrich-Loeffler Institut, Celle, Tyskland.
    • Jesper Bo Jensen
      , fremtidsforsker og direktør for Centre for Future Studies.

    Derudover vil der også være repræsentanter fra både Danæg og Kronägg i udvalget.

    Om Danæg-Koncernen

    Danæg-koncernen er markedsleder i Norden indenfor æg og består af to datterselskaber i Danmark og to i Sverige samt delejerskab i det finske selskab Munax Oy. Danæg-koncernen er ejet af danske og svenske landmænd samt af DLG og havde i 2016 en omsætning på 1,2 mia. kr. Danæg-koncernen eksporterer til mere end 50 lande og har ca. 300 medarbejdere. Se mere på www.danaeg.dk

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10056176

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **