Pressemeddelelse fra Djøf
– Vi ved fra utallige undersøgelser og fra hverdagsberetninger, hvor stor betydning god ledelse har, når vi skal udvikle og modernisere den offentlige sektor. Det er forudsætningen for arbejdsglæde og dermed kvaliteten i mødet mellem borgerne og den offentlige sektor.
– Derfor er vi i Djøf utroligt glade for, at regeringen i dag har nedsat en ledelseskommission med turbo på, siger Henning Thiesen.
Djøf bakker op om arbejdet i Ledelseskommissionen og vil som repræsentant i følgegruppen byde ind med ideer og løsningsforslag.
– Jeg er glad for, at kommissionen ikke kommer til at arbejde bag nedrullede gardiner i regeringens lønkammer, men byder op til dialog. De offentlige chefer har skoene på og ved, hvor de trykker. Derfor kan vi også rådgive om pasformen på fremtidens ledelse i den offentlige sektor, konstaterer Henning Thiesen.
Formanden for Offentlige Chefer håber også, at kommissionen bidrager til at få løsnet den politiske detailstyring af den offentlige sektor.
– Friere rammer for ledere er forudsætning for at medarbejdere kan bruge deres faglighed til gavn for borgerne. Vi må huske, at hver gang man triller en uskyldig snebold ned fra toppen af bjerget, så kan det ende som en lavine af overbureaukrati og manglende tillid for den enkelte medarbejder, slutter Henning Thiesen.
Yderligere information
Simon Oxby, presse- og kommunikationskonsulent i Djøf, tlf.6062 2282
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10046639
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








