Pressemeddelelse fra Danmark på Vippen
Sådan lyder opfordringen fra de 11 nordjyske kommunalbestyrelser forud for KL’s topmøde, der starter i morgen. De kræver, at KL sender et helt entydigt signal til regeringen og Folketinget om, at udligningssystemet skal gås efter i sømmene:
“Et Danmark i balance kræver et nyt udligningssystem, der tager fat i og kan balancere nogle af de aktuelle ubalancer. Derfor kræver vi i første omgang et gennemgribende serviceeftersyn af den nuværende ordning,” siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune og formand for KKR Nordjylland.
KL’s bestyrelse har i forlængelse af de nordjyske kommuners initiativ stillet et ændringsforslag på topmødet, hvor det blandt andet slås fast, at det samlede finansieringssystem skal give alle kommuner de nødvendige finansieringsmuligheder for at kunne leve op til de krav og forventninger, der stilles til kommunerne:
“Vores håb er, at alle kommuner vil bakke op om forslaget. Herefter giver vi regeringen og Folketinget opgaven snarest at skabe et nyt udligningssystem, hvor der er mulighed for lokal prioritering, men på nogenlunde ensartede økonomiske vilkår. Det har et Danmark i balance i høj grad brug for,” siger Mogens Gade.
Opbakning fra Lolland
De nordjyske borgmestre får opbakning fra Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen. Han mener, at den nuværende ordning er med til at skævvride landet:
“Udligningssystemet har kørt alt for længe uden service, så Lolland Kommune bakker naturligvis op om, at systemet gås efter. Vi er om nogen dem, der betaler prisen for det nuværende systems skævheder, når vi i Lolland Kommune skal hjælpe andre kommuners udsatte borgere for egne penge. Vi tager gerne ansvar, men kommunalt kan man ikke løfte nationale problemstillinger. Slet ikke, når der ikke følger ressourcer med,” siger Holger Schou Rasmussen.
Han påpeger, at der i dag findes rigtig mange udlægninger af udligningssystemet skævheder og mangler:
“Men fælles for alle er opfattelsen af, at udligningssystemet er skævt, som det er i dag. Og når det er tilfældet, så er svaret jo enkelt: Så skal systemet selvfølgelig ses efter, og området skal analyseres. Når det er sket, kan vi både tage debatten og indrette fremtiden på et sagligt og oplyst grundlag. Det må alle parter være interesseret i.”
Dårligere kommunal service
Også borgmester i Ikast-Brande Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen, Carsten Kissmeyer (V), bakker op om de nordjyske borgmestres krav til et gennemgribende serviceeftersyn:
“I Danmark på Vippen har vi gang på gang dokumenteret, at den øgede centralisering mod primært hovedstaden og en lang række strukturelle tendenser på tværs af landet giver kommuner og områder i Danmark vidt forskellige muligheder og udfordringer,” siger Carsten Kissmeyer.
Han fremhæver blandt andet, at borgere bosiddende uden for hovedstadsområdet i dag får dårligere kommunal service:
“Kommuner uden for hovedstadsområdet bruger i gennemsnit flere penge på overførselsindkomster, har færre penge til folkeskoler, ældreomsorg samt til sport og fritid. Samtidig er skattetrykket højere uden for hovedstadsområdet. Den nuværende model lever altså ikke op til sit formål med at sikre nogenlunde samme service på tværs af landet, og derfor er der klart brug for et grundigt serviceeftersyn,” siger han.
Kommunalpolitisk Topmøde 2017 bliver afholdt d. 16.-17. marts i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10033377
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **