PRM / 25 års prisfest: Boligpriser steget med over 200 procent

    Pressemeddelelse fra Boligsiden.dk

    Der var engang, hvor alle informationer om salgspriser på boliger stod nedskrevet på papir i tykke mapper, der stod på rad og række i aflåste, offentlige kontorer. Det ændrede sig for 25 år siden, da handelspriserne blev digitaliseret og med årene gjort nemt tilgængelige. En lille revolution for de danske boligkøbere.

    Digitaliseringen betyder, at det er blevet langt nemmere at lave relevant og brugbar statistik om boligmarkedet. Det er dermed også blevet nemmere at lave analyser på udviklingen. Og fra 2010 blev boliginformationerne for alvor allemandseje, da adgangen på nettet blev total via Den Offentlige Informationsserver, OIS, så man eksempelvis på Boligsiden.dk nu kan se tidligere salgspriser på en bolig.

    “Den åbenhed, der er omkring boligdata i dag, gør, at boligmarkedet er blevet mere gennemsigtigt for boligkøbere og alment interesserede. Det giver en anden form for forbrugersikkerhed, at man med ganske få klik kan opdatere sig på, hvad en bolig tidligere er blevet handlet til,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

    Hun pointerer desuden, at det samtidig giver boligkøberne endnu et parameter at vurdere en pris på, da digitaliseringen samtidig har gjort det muligt at orientere sig om prisudviklingen på ejendomme i nærheden af den bolig, man selv overvejer at købe.

    Eksplosiv prisstigning

    I anledningen af 25-året for digitaliseringen af handelspriserne har Boligsiden.dk kigget nærmere på prisudviklingen på boligmarkedet. På et kvart århundrede er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget fra 4.477 kroner i 1992 til 14.565 kroner i 2016. Det giver en stigning på 225 procent.

    En stigning som hverken udviklingen på benzinpriser eller timelønnen har kunne holde trit med. Selv de stærkt diskuterede prisstigninger på noget så jordnært som ispinde, når ikke op på siden af boligprisernes eksplosive himmelflugt.

    “Mens udviklingen på ispinde, timelønninger og forbrugerpriser har været stødt, men stabilt stigende, kan vi se, at benzin- og boligpriserne har været ude på en vildere rutsjebanetur. Ser vi 25 år tilbage har prisudviklingen på boliger været opsigtsvækkende, og de afveg markant i årene op til finanskrisen. Men nu er vi tilbage på et sundere niveau, hvor boligmarkedet udvikler sig i et mere naturligt tempo, som er en god indikator for, at vi ikke er på vej ind i en boligboble på trods af høje prisstigninger i særligt København,” siger Birgit Daetz.

    25 års prisudvikling

    1992

    2016

    Stigning i pct.

    Boligpriser pr. kvm.

    4.477 kr.

    14.564 kr.

    225 %

    Benzin – blyfri 95

    5,3 kr.

    10,9 kr.

    105 %

    Filur-ispind

    4 kr.

    10 kr.

    150 %

    Timelønnen for arbejdere

    117,7 kr.

    229,7 kr.**

    95 %

    Forbrugerpriser*

    64,5 kr.

    100,3 kr.

    56 %

    *Forbrugerpriserne opgøres af Danmarks Statistik og viser den gennemsnitlige prisudvikling for varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug i Danmark.Indekset er en central konjunkturindikator, der anvendes i forbindelse med vurdering af den samfundsøkonomiske udvikling. Det er det mest almindelige mål for inflationen.

    **Udviklingen på timelønnen er endnu ikke opgjort for 2016. Det anførte beløb er derfor opgjort på 2015-niveau. De nyeste tal bliver tilgængelige senere på året.

    Link:

    Kilder: Danmarks Statistik, Boligsiden, Frisko, Energistyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10031441

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **