PRM / FTF: Dumt at tvinge alle voldsofre til at politianmelde børn, unge og patienter

    Pressemeddelelse fra FTF

    Anmeldelser om vold og trusler mod offentligt ansatte som fx sygeplejersker, socialrådgivere og sosu-assistenter steg voldsomt i 2016. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik. I 2016 blev der anmeldt 4.835 voldsforbrydelser mod offentligt ansatte. Året før var antallet 2.814. Anmeldelserne om vold er dermed steget med hele 72 procent.

    Hovedorganisationen FTF er ikke overrasket over stigningen.

    Lige nu anbefaler FTF og resten af fagbevægelsen, at man altid som offentligt ansat politianmelder vold på jobbet. Dermed får man mulighed for at søge og opnå erstatning. Men det er kun fordi myndighederne kræver politianmeldelse. Der er nemlig en række problemer ved de nuværende regler, der kræver politianmeldelse.

    FTF har netop vundet en sag på vegne af en pædagog, der ifølge dommen skal have erstatning, selvom hun ikke politianmeldte en voldsepisode, hvor et barn slog hende. Pædagogen fik efterfølgende varige mén af episoden. Erstatningsnævnet mente ellers ikke, hun skulle have erstatning, fordi hun undlod at politianmelde inden 72 timer efter episoden. Men det skal hun have, fastslår byretsdommeren.

    Det er en god og rigtig dom, mener FTF, der dog ærgrer sig over, at der også er mange sager, hvor voldsofre ikke får erstatning, fordi de ikke har politianmeldt episoden inden 72 timer, som Erstatningsnævnet og Justitsministeriet kræver det, efter de ændrede reglerne i 2015-2016.

    “Vold mod offentligt ansatte er et problem, som vi skal have gjort noget ved. Bedre forebyggelse på arbejdspladserne, som der er skåret ned på de senere år, er en løsning. Derimod er en politianmeldelse ikke altid godt for den omsorgsrelation den offentligt ansatte kan have til barnet, den unge eller patienten, som udøver vold,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

    “Som de nye tal fra Danmarks Statistik viser, bliver politiet overbebyrdet med anmeldelser fra offentligt ansatte voldsofre, men det kunne undgås, hvis der kom obligatoriske ansvarsforsikringer, som politikerne netop har indført for frivillige foreninger. Men som reglerne er lige nu, må vi bare sige til vores offentligt ansatte medlemmer: Husk at skynde dig at politianmelde, så du kan få erstatning”, lyder rådet fra Bente Sorgenfrey.

    Vold mod ansatte koster ca. 640 mio. kr. om året

    “Til politikerne vil jeg sige: I bør ændre reglerne for voldsoffererstatning, investere flere penge i den forebyggende voldsindsats og droppe nedskæringerne på kernevelfærden, så der er nok kvalificerede medarbejdere på sygehusene, skolerne, dag- og døgninstitutionerne, i psykiatrien og andre steder, hvor der er særlig risiko for vold”.

    En analyse fra FTF viser, at investeringerne i mere voldsforebyggelse hurtigt er tjent hjem igen. Personer, der udsættes for vold på jobbet har i gennemsnit knap tre ekstra sygefraværsdage om året. Alene det ekstra sygefravær som følge af vold vurderes på baggrund af FTF’s beregninger at koste samfundet ca. 640 mio. kr. om året.

    Usikkerhed om erstatning til offentligt ansatte voldsofre

    FTF mener, det er et problem, at man skal anmelde en voldsepisode inden 72 timer, og hvis det ikke sker, kan man ikke søge om voldsoffererstatning. Konsekvensen er, at der nu sker en stigning i antallet af anmeldelser til politiet, hvor offentligt ansatte er blevet udsat for vold af børn, unge, patienter, udsatte personer mfl., som ofte i afmagt griber til vold. Her kræver myndighederne en politianmeldelse, men det er højest uheldigt af to årsager, mener FTF:

    1) Det kan skade fagpersonens relation til børn, unge, patienter, udsatte personer, som er i en udsat position og som den offentligt ansatte ofte er i et tillids- og omsorgsrelation til, hvis man altid skal politianmelde personen, der udøver vold. MEN det vil myndighederne altså ikke dispensere for: Der skal anmeldes, mener Erstatningsnævnet.

    2) Politiet overbebyrdes nu med anmeldelser, selv om det reelt kunne undgås. FTF forslår, at reglerne ændres, så alle offentlige arbejdspladser skal tegne ansvarsforsikring for børn, unge, patienter, udsatte personer på bostedet, skolen, institutionen. Præcis ligesom politikerne allerede har krævet det for frivillige foreninger. Hvis det blev indført på offentlige fx bosteder, skolen, institutionerne, kunne en politianmeldelse undgås.

    Usikker dispensationsmulighed

    Erstatningsnævnet kan give dispensation for, at man har undladt at politianmelde, hvis der konkret kan dokumenteres et pædagogisk eller behandlingsmæssigt hensyn. Problemet er, at den voldsramte ikke på forhånd kan vide om, vedkommendes voldstilfælde falder ind under den smalle dispensations regel. Så derfor anbefaler mange fagforeninger at politianmelde for at være på den sikre side.

    FTF var sidste år med til at lave en vejledning sammen med andre fagforeninger og Justitsministeriet, som skulle mindske usikkerheden omkring, hvornår man skal politianmelde eller forvente at få dispensation. Der er fortsat tvivl og usikkerhed og derfor mener FTF, at politikenerne bør indføre obligatoriske ansvarsforsikringer, som man netop har gjort det for frivillige foreninger: Læs mere her på Socialministeriets hjemmeside

    Kontakt:

    Formand for FTF; Bente Sorgenfrey: 4045 2645 / beso@ftf.dk

    Advokat i FTF; Ann-Beth Kirkegaard; 4040 8817 / anki@ftf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10029120

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **