PRM / Travlhed lægger pres på elektrikeres sikkerhed og privatliv

    Pressemeddelelse fra Dansk El-Forbund

    Elektrikerne har travlt for tiden. Beskæftigelsen er tårnhøj, og elektrikerne arbejder længe og er fleksible. Tidspresset sætter sig også spor i privatlivet og opleves i udstrakt grad som en risikofaktor i forhold til sikkerheden.

    Det fortæller fagbladet Elektrikeren på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse i Dansk El-Forbunds repræsentative medlemspanel. Flere end hver tredje elektriker (35,5 procent) arbejder mere end 37 timer om ugen – mange endda betragteligt længere.

    Flere end 15 procent svarer ja til, at de har oplevet, at opskruet arbejdstid/-tempo decideret har medført en arbejdsulykke. Tallene er endnu mere markante, når det gælder nærved-hændelserne – altså ulykker, som var tæt på at ske. Her svarer 42 procent ja til, at de har oplevet, at opskruet arbejdstid/-tempo har medført sådanne hændelser. 58 procent svarer nej på spørgsmålet.

    Når det gælder hyppigheden af overarbejde, så er det under halvdelen, der sjældent eller aldrig har overarbejde. 29,2 procent svarer, at de har overarbejde hver måned, mens 18,9 procent arbejder over hver uge og 2,3 procent hver dag.

    Selv om der er travlt på jobbet, prøver elektrikerne at beskytte hjemme- og fritidslivet, men adskillelsen lykkes ikke helt. Det fremgår af, at ‘kun’ cirka 52 procent svarer, at de aldrig eller sjældent tager arbejde med hjem i form af at tjekke mails, foretage arbejdsrelaterede opringninger og lignende. 29 procent gør det en gang imellem, 14,5 procent gør det ofte, og knap 5 procent gør det hver dag.

    Det er også kun lidt over 35 procent, der svarer “nej, aldrig” på spørgsmålet “Har din arbejdstid negativ indflydelse på dit privatliv?”. 37 procent oplever det en sjælden gang, 22 procent oplever det en gang imellem og knap 6 procent ofte eller altid.

    Ret præcist en tredjedel (33,1 procent) på tværs af alle aldersgrupper oplever, at det forventes, at man altid er til rådighed for overarbejde. Og elektrikerne er åbenbart selv med på disse forventninger. På spørgsmålet “Hvem ønsker, at du skal arbejde over?” svarer 46 procent, at “Det gør jeg selv, når det er nødvendigt”, 14,6 procent mener, at “Det er en fast del af jobbet”, mens 22 procent svarer “Nærmeste leder”. 10 procent svarer “Kunden”, og 7,4 procent oplyser, at det er den øverste leder, der står bag ønsket.

    På denne baggrund kan det nok ikke undre, at elektrikerne også i høj grad betragter sig selv som fleksible, når det gælder arbejdstiden. Men flere end 34 procent ville gerne arbejde færre timer end nu. Kun 7 procent vil gerne arbejde flere timer.

    Læs mere i Elektrikeren side 28: http://www.e-pages.dk/danskelforbund/506/

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9982217

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **