Pressemeddelelse fra BØRNEfonden
Hun fik sit første sponsorbarn, mens hun stadig studerede for omkring 10 år siden, og siden har Mette Marie Lei Lange fulgt BØRNEfondens arbejde tæt.
“Selv om jeg tit ikke kunne finde penge i budgettet til alle de byture, mit hjerte begærede, fandt jeg altid pengene til at støtte ham. Bignon i Benin. Det var et dejligt perspektiv at have, at jeg kunne ærgre mig noget så grufuldt over at være på SU og ikke have penge til dyre stiletter, og så kunne et par hundrede kroner gøre en verden til forskel et andet sted. Det var nok ret sundt for mig, tror jeg.”
Siden skiftede Mette Marie Lei Lange livet som studerende ud med jobbet som digitalredaktør på modemagasinet Elle. I dag er hun fuldtidsblogger på Twinpeaks.dk – en hverdags- og livsstilsblog, som hun startede i 2014, da hun var højgravid med tvillinger. Mette Marie Lei Langes populære pen tiltrækker 65.000 unikke brugere hver måned, og bloggen har modtaget flere priser.
Nu bliver 35-årige Mette Marie Lei Lange en del af BØRNEfondens ambassadørkorps – og hun glæder sig til at komme i gang.
“Efter at have været sponsor i et årti, har jeg fulgt godt med i BØRNEfondens arbejde, som, jeg synes, er værdigt, prisværdigt, spændende og imponerende, og jeg er meget, meget stolt over, at de nu har sagt ja til at samarbejde med mig,” siger Mette Marie Lei Lange.
Fokus på barnet
BØRNEfonden har i 45 år arbejdet i nogle af verdens fattigste lande og er i dag en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer. I samarbejde med lokalsamfund, organisationer og myndigheder arbejder BØRNEfonden i 15-20 år i hvert lokalområde for at sikre en bæredygtig fremtid for børn, unge og familier. Det har stor betydning for BØRNEfondens nye ambassadør, at organisationens arbejde tager udgangspunkt i barnet.
“Det er i barndommen, det hele starter. Hvis børn ikke får mad nok, støtte til skolegang, uddannelse, læring og udvikling, har de ikke styrken til at blive nogle gode, seje og spændende voksne med mod på livet og lyst til at blive ved med at tage for sig af det, verden giver dem,” siger Mette Marie Lei Lange.
En engageret ambassadør
I BØRNEfonden er CEO, Bolette Christensen, meget taknemmelig og glad for, at Mette Marie Lei Lange har lyst til at skabe opmærksomhed om BØRNEfondens arbejde.
“Vi er meget stolte over at kunne byde Mette Marie Lei Lange velkommen som en del af BØRNEfondens ambassadørkorps. Mette Marie er i forvejen mangeårig sponsor for et barn i BØRNEfonden, og dette store engagement får vi nu også glæde af på mere synlig vis,” siger Bolette Christensen og fortsætter:
“Mette Marie forstår både som menneske og på sin blog Twinpeaks.dk at sætte fokus på store som små emner på en klog og varm måde. Vi er taknemmelige for, at Mette Marie vil hjælpe os med at få BØRNEfondens budskaber ud til danskerne om, hvor stor en forskel man kan gøre for børn, unge og familier i nogle af verdens allerfattigste lande.”
Mette Marie Lei Lange glæder sig til at sætte fokus på BØRNEfondens vigtige arbejde.
“Jeg håber, at jeg kan være med til at formidle det gode budskab til en hel masse mennesker, og så vil jeg med stolthed fortælle BØRNEfondens historier til alle, der vil lytte til mig. Der er nok ikke så meget, jeg ikke vil bidrage med, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan jeg bedst kan gøre nytte,” siger BØRNEfondens nye ambassadør.
Flere kommentarer
CEO i BØRNEfonden, Bolette Christensen, og Mette Marie Lei Lange, ambassadør i BØRNEfonden, kan kontaktes gennem kommunikationskonsulent Gitte Meyer Madsen på tlf. 29 42 15 14
BØRNEfonden har i 45 år arbejdet i nogle af verdens fattigste lande og er i dag en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer. I samarbejde med lokalsamfund, organisationer og myndigheder arbejder BØRNEfonden i 15-20 år i hvert lokalområde for at sikre en bæredygtig fremtid for børn, unge og familier.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9962922
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **