Pressemeddelelse fra Merkur Andelskasse
2016 blev et gennembrudsår for Merkur. Tilgangen af ny andelskapital satte rekord med 47,4 mio. kr. Heraf er 27,4 mio. kr. kapitaltegninger fra Merkurs kunder. Det tal har aldrig været højere, og ifølge Merkur udtrykker det tillid og opbakning til det kundeejede pengeinstitut.
Nye og eksisterende kunder betroede Merkur nye midler for 564 mio. kr., der er fordelt mellem øget indlån og ansvarlige investeringer. Udlånet voksede med 245 mio. kr., og andelskassen har dermed fået gang i udlånsvæksten efter nogle år med svag vækst.
Udlånsvækst er afgørende for, at Merkur kan udnytte det store indlånsoverskud og anvende kundernes indskudte midler til at gavne samfundets udvikling.
Villum Fonden har investeret i andele for 20 mio. kr.
Tilbage i april investerede Villum Fonden i andele i Merkur Andelskasse. Det muliggør et fremtidigt merudlån fra Merkur på godt 120 mio. kr. Administrerende direktør i Merkur, Lars Pehrson, uddyber:
“Villum Fondens investering bringer os et stort skridt videre i vores ambitioner om at kunne omsætte det meget store indlånsoverskud, som vores kunder har betroet os, i fornuftige og samfundsgavnlige udlån”
Samtidigt ser Lars Pehrson investeringen som en stor anerkendelse af Merkurs arbejde gennem mere end 30 år.
“Jeg er glad og stolt, og jeg håber, den interesse Villum Fonden har vist os, kan inspirere andre til at se nærmere på Merkur Andelskasse – ikke bare som en bæredygtig investering men også
en god investering.”
Fortsat kundetilstrømning og rekordmange andelshavere
I 2016 kunne Merkur byde 3.543 nye kunder velkommen og nåede ved årets udgang op på 28.464 kunder. Det er en vækst på 8,3 % fra 2015.
Med 587 nye andelshavere nåede man 6.067 andelshavere, der næsten alle er kunder i andelskassen.
Andelene er fundamentet for Merkur og en forudsætning for at øge udlånet til bæredygtige og ansvarlige virksomheder samt projekter. At kunderne bakker op om deres eget pengeinstitut er i det hele taget forudsætningen for, at et kundeejet pengeinstitut kan eksistere og udgøre et alternativ i den danske bankverden.
Kontaktinformation
- Administrerende direktør Lars Pehrson, tlf. 6265 6700/ 2081 2735 e-mail: lp@merkur.dk
- Kommunikationsmedarbejder Camilla Hübschmann Jakobsen, tlf. 6265 6708 /
6066 7677 e-mail:
Merkur Andelskasse
Merkur Andelskasse er et kundeejet pengeinstitut, der arbejder for en bæredygtig fremtid for mennesker og natur. Vi giver vores kunder mulighed for med deres penge at tage ansvar for vores fælles samfund og livsgrundlag. Merkur har en balance på godt 3 mia. kr. og en egenkapital på 317 mio. kr.
Eksempler på projekter finansieret af Merkur i 2016
Solstrøm til Silkeborg
Med finansiering fra Merkur har Pure & Better Energy i 2016 opført tre solcelleparker ved Fårvang ved Silkeborg. Solcellerne, der kan levere strøm til 2.500 husstande, blev koblet på elnettet i slutningen af 2016.
De ligger på et erhvervsareal svarende til 22 fodboldbaner.
“De store solcelleparker i Danmark er lønsomme på grund af den hastige teknologiske udvikling og en skarp projektoptimering. Solcellerne bliver bedre og bedre samtidig med, at prisen er faldet. Pure & Better Energy tror på, at den grønne energi fra solceller kan klare sig på rene markedsvilkår her i Danmark i løbet af kun 5-10 år”, siger Michael Vater fra Pure & Better Energy til Silkeborg Kommunes hjemmeside.
Starten på et visionært økosamfund
2016 blev også året, hvor første spadestik blev taget til Permatopia. Økosamfundet nær København vil være selvforsynende med økologisk mad og fossilfri energiforsyning.
Merkur er med til at finansiere opførslen af økosamfundet, som udover 90 leje-, ejer- og andelsboliger indeholder Permatopias egen vindmølle, pilerensningsanlæg, dele-elbilordning, dyrkningscirkler og meget andet.
Permatopia er et moderne, selvforsynende og bæredygtigt bolig- og landbrugsfællesskab, der kommer til at huse omtrent 200 mennesker og forøge Karises indbyggertal med cirka 10 %. Boligerne forventes klar til indflytning sidst i 2017.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9905674
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **