PRM / 2016 var et godt år for PensionDanmarks medlemmer

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Positiv vækst i dansk økonomi er godt for PensionDanmarks medlemmer. Det har ført til stigende beskæftigelse i de virksomheder, hvis medarbejdere har deres pensionsordning i PensionDanmark. Antallet af medlemmer, der får indbetalt pensionsbidrag, er nu tilbage på samme niveau som før finanskrisen for snart ti år siden.

    Indbetalinger på 12,8 mia. kr. er det højeste niveau nogensinde. De stigende indbetalinger og et rigtig godt investeringsafkast – 13 mia. kr. – har løftet medlemmernes samlede opsparing op over 200 mia. kr.

    “Det er en vigtig opgave for PensionDanmark at sikre medlemmerne et godt afkast på deres opsparing. Den opgave er i de seneste år blevet udfordret af det meget lave renteniveau. PensionDanmarks svar har været at skrue op for investeringerne i kredit, private equity, infrastruktur og ejendomme. Det giver medlemmerne gode stabile afkast, som er mindre afhængige af, hvordan det går i verdensøkonomien og på aktiemarkederne,” siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

    Investeringerne i ejendomme, private equity og infrastruktur gav i 2016 meget tilfredsstillende afkast på henholdsvis 9,6, 10,4 og 10,9 pct. og var dermed med til at trække det samlede afkast op over 7 pct.

    “Vi er lykkedes med at reduceres vores administrationsomkostninger fra et i forvejen lavt niveau. Det er resultatet af digitalisering og automatisering af flere og flere processer. Samtidig har vi løftet niveauet for medlemsservice gennem nye web-services og meget korte svartider i vores call-center”, siger Torben Möger Pedersen.

    PensionDanmark skaber millionærer

    I dag har 22.000 medlemmer mere end én million på deres pensionskonto. For fem år siden var der 700 millionærer. Det er meget positivt, da det først og fremmest er størrelsen af medlemmernes opsparing på pensionstidspunktet, der afgør hvor stor en pension, de kan få i de omkring tyve år, som medlemmerne i gennemsnit er på pension.

    Yderligere information

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf: 2019 9238.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9861379

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **