Pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune
I Wakayama er Johannes Knudsen, der var maskinchef på Ellen Mærsk, mere kendt end H.C. Andersen. Alle børn kender historien om den heltemodige danske sømand, der satte sit liv på spil for at redde de japanske sømænd, da deres fartøj brød i brand en vinterdag i 1957. Hvert år på dagen for Johannes Knudsens død mindes japanerne deres helt og lægger en krans ved foden af hans statue på bakken, hvorfra der er udsigt over det hav, hvor han ofrede sit liv.
På 60 års dagen hædrer japanerne Johannes Knudsen ved en særlig mindehøjtidelighed i Wakayama med deltagelse af en dansk delegation med kulturminister Mette Bock i spidsen. Borgmester Shuuji Matsumoto, Hidaka City og borgmester Masafumi Morishita, Mihama City er blandt de japanske deltagere i ceremonien. Klokken 11.00 fredag formiddag vil man nedlægge en krans ved Johannes Knudsens statue i Wakayama, og samtidig vil Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune, nedlægge en krans ved Johannes Knudsens grav i Frederikshavn sammen med Anna Lise Munch Pajhede, der er kusine til Johannes Knudsen. Efter kransenedlæggelsen fortsætter mindehøjtideligheden i Wakayama med rundvisning på Johannes Lifeboat Museum og officiel frokostreception.
Tæt samarbejde mellem gymnasier
Fredag eftermiddag aflægger kulturminister Mette Bock besøg på Hidaka High School, som Frederikshavn Gymnasium har et tæt samarbejde med. Så sent som i november måned sidste år var elever fra Hidaka High School på besøg i Frederikshavn, hvor de sammen med elever fra Frederikshavn Gymnasium besøgte Energistien på Knivholt Hovedgård i Frederikshavn. Her testede eleverne et nyt undervisningsprogram, hvor de gennem syv quiz-spørgsmål skulle finde ud af, hvordan den fiktive person, Isabella på 18 år, kan få SU’en til at strække længere ved at spare på energien i hverdagen.
Frederikshavn Gymnasium har planer om i foråret at hædre Johannes Knudsen og fejre 10 års jubilæet for samarbejdet med Hidaka High School. Der er tradition for, at Japans ambassadør hvert år besøger Johannes Knudsens fødeby, og på Frederikshavn Gymnasium forsøger man at finde en dato for fejringen af jubilæet, hvor den nye japanske ambassadør har mulighed for at besøge Frederikshavn og deltage i festlighederne.
FAKTA BOKS Når Japans ambassadør besøger Frederikshavn, er der tradition for, at ambassadøren, sammen med Frederikshavn Kommunes borgmester, lægger en krans ved Johannes Knudsens grav. I forbindelse med sit besøg har ambassadøren altid et ønske om gerne at ville møde familie til Johannes Knudsen.
Det er kutyme, at den siddende borgmester i Frederikshavn Kommune altid inviterer japanske udvekslingselever til en reception på rådhuset. Senest har borgmester Birgit S. Hansen haft fornøjelsen af at have besøg af elever fra Hidaka High School i november 2016.
For yderligere oplysninger kontakt:
Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, +45 29 16 30 39
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9721481
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








