PRM / Her ligger boligerne, der vil få gavn af flad boligskat

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Folketingets partier forhandler i øjeblikket om en ny aftale om ejendomsværdiskatten. En del af forhandlingerne går på, om skatteprocenten skal være højere for den del af boligernes beskatningsgrundlag, der er over 6 mio. kr.

    I forhandlingerne indgår desuden et forslag om kun at beskatte 80 pct. af boligernes vurderede værdi. Det betyder, at boligernes vurdering i givet fald skal overstige 7,5 mio. kr., før boligejerne risikerer at blive beskattet med den højere procentsats.

    Oprindelig foreslog den daværende Venstre-regering, at de første millioner af boligens værdi skulle beskattes med 0,6 pct., mens den sidste del af boligernes værdi skulle beskattes med 1,0 pct. Siden har regeringen meldt ud, at den ikke ønsker et knæk i skatteprocenten, men en flad skat på boligens beskatningsgrundlag. Flere andre partier ønsker dog at fastholde et skatteknæk.

    Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for ejendommes markedsværdi

    . Med disse tal kan vi vise, at boligejerne, som vil få gavn af en flad boligskat, typisk bor i København og Frederiksberg eller nord for hovedstaden.

    I alt 13.304 boliger er vurderet til en markedsværdi på mere end 7,5 mio. kr. De fleste af disse boliger ligger i Gentofte (5.164), der er den kommune med flest boliger vurderet til mere end 7,5 mio. kr., efterfulgt af København (1.644), Frederiksberg (1.456) og Rudersdal (1.382).

    Til sammenligning er 736 boliger vurderet til over 7,5 mio. kr. i Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Nordjylland til sammen. Uden for Region Hovedstaden er Århus med 821 og Greve med 107 de eneste kommuner med mere end 100 boliger vurderet til 7,5 mio. kr.

    De ti kommuner med flest boliger vurderet til over 7,5 mio. kr.

    Gentofte

    5.164

    København

    1.644

    Frederiksberg

    1.456

    Rudersdal

    1.382

    Aarhus

    821

    Hørsholm

    588

    Lyngby-Taarbæk

    412

    Helsingør

    277

    Fredensborg

    189

    Gribskov

    141

    De 22 kommuner uden en eneste bolig vurderet til over 7,5 mio. kr.

    Albertslund, Assens, Bornholm, Brønderslev, Fanø, Faxe, Guldborgsund, Jammerbugt, Langeland, Lemvig, Lolland, Læsø, Morsø, Nordfyns, Ringsted, Samsø, Sorø, Struer, Thisted, Tønder, Vejen, Vesthimmerlands

    Boliger vurderet over 7,5 mio. kr. fordelt på regioner

    Region Hovedstad

    11.512

    Region Midtjylland

    1.056

    Region Syddanmark

    353

    Region Sjælland

    278

    Region Nordjylland

    105

    Link:

    Boliger over 7,5 mio. kr. fordelt på kommuner.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9681600

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **