PRM / HK løber fra sit ansvar med kritik af supermarkedskæder

    Pressemeddelelse fra Dansk Supermarked

    HK kritiserer i citathistorien flere danske supermarkedskæder for deres brug af praktikanter i butikker og på lagre. Danmarks største detailhandelsvirksomhed, Dansk Supermarked Group, tager skarp afstand fra HK’s påstande.

    Med sin kritik overser HK bevidst eller ubevidst, at en lang række medborgere tilknyttet supermarkeder i tidsbegrænsede forløb netop ikke er tilknyttet med efterfølgende ansættelse for øje. Endvidere ser HK med sin kritik stort på de aftaler, trepartsforhandlingerne mundede ud i, og som virksomheder såsom Dansk Supermarked Group efterfølgende har påtaget sig ansvaret for at føre ud i livet.

    Medier kan citere Mads Hvitved Grand, kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked Group, for nedenstående:

    – En del af det at være en ansvarlig og mangfoldig arbejdsgiver er at tage ansvar for det samfund, vi og vores butikker er en del af. Derfor bruger vi mange kræfter på vores samlede mangfoldighedsindsats, der omfatter medborgere, der på grund af fysiske eller psykiske handicap, stressdiagnoser, langtidsledighed, flygtningestatus eller andre årsager befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

    – Det er en grov forsimpling fra HK’s side at lægge medborgere på forskellige ordninger sammen til et tal. Det samlede tal dækker over adskillige former for aktivering ned til få timer ugentligt med forskellige formål; herunder blandt andet visitering, afklaring af om sygdomsramte borgere overhovedet er klar til arbejdsmarkedet og så videre. En lang række af disse forløb har ikke ansættelse hos os som mål. Det er HK fuldt vidende om, og derfor stiller vi os helt uforstående overfor deres kritik.

    – Vi har over de seneste år øget andelen af flygtninge i såkaldt sprogpraktik til ca. 500. Denne praktik har ikke som mål at sikre praktikanter efterfølgende ansættelse men derimod at sikre flygtningene danskfærdigheder, kendskab til arbejdsmarkedet og bedre muligheder for at blive integreret. Denne indsats er en del af de trepartsforhandlinger, som arbejdsmarkedets parter tog del i, herunder HK via LO. Derfor undrer det os, at HK nu tilsyneladende løber fra deres ansvar, når de vælger ikke at anerkende den indsats, virksomheder som Dansk Supermarked Group efterfølgende har ydet.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9518819

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **