PRM / Der stjæles i stor stil fra varebilerne

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Installatørernes Organisation

    Varebiler er, efter en årrække med et jævnt faldende antal indbrud, igen blevet et eftertragtet mål for landets indbrudstyve. Tal fra Danmarks Statistik viser, at kurven i 2015 knækkede den forkerte vej. Antallet af tyverier fra last- og varebiler steg således fra 4752 i 2014 til 5105 i 2015. En tendens, der – vurderet ud fra foreløbige tal fra de første tre kvartaler i 2016 – ser ud til at fortsætte.

    – Det er stærkt bekymrende, at antallet af indbrud igen er begyndt at stige. Det er enormt generende for vores medlemmer og kan i sidste ende resultere i ubehagelige ekstraudgifter for installatørerne, siger Jan Eske Schmidt, underdirektør i brancheorganisationen TEKNIQ, som repræsenterer de danske installationsvirksomheder.

    Han understreger samtidig, at tyverierne kan få stor betydning for virksomhederne og deres kunder.

    – Det kan jo sætte en alvorlig stopklods for det arbejde, man havde planlagt at udføre, hvis værktøj og materialer pludselig er væk. Derfor håber jeg også, at man fra politiets side vil have fokus på problemet, samtidig med at installatørerne naturligvis også selv bør gøre, hvad de kan for at sikre sig mod ubudne gæster, anbefaler Jan Eske Schmidt.

    Også hos landets forsikringsselskaber genkender man problemet. Hos Tryg forsikring forventer man et stigende antal tyverier fra varevognene, når tallene for 2016 er gjort endeligt op, og hos Topdanmark oplever man en klar stigning i både antallet af tyverier og ikke mindst størrelsen på de værdier, der stjæles. Ifølge Topdanmark er de samlede erstatninger efter tyverier fra varebiler således steget i nærheden af 60 procent over de seneste fem år.

    For eventuelle cases kontakt: Pressekonsulent Jesper Melgaard, mobil: 27 69 45 69 / mail: jme@tekniq.dk

    Forebyg indbrud i varebilerne

    Ifølge forsikringsselskabet Topdanmark er der flere måder at forebygge indbrud i varebilerne på.

    1) Først og fremmest handler det om at låse varevognen, så snart man forlader den. Sørg også for at hive en ekstra gang i håndtaget for at sikre, at den er låst.

    2) Sørg for, at ruderne til lastrummet er blændet af, så de ikke kommer til at fungere som udstillingsvinduer for tyvene.

    3) Få mærket alt værktøjet. Det kan fx gøres med traditionel gravering eller DNA-mærkning.

    4) Installér tyverialarm i både fører- og lastrum med automatisk SMS til chaufføren, så han kan reagere hurtigt, når alarmen udløses.

    5) Sørg for at skilte tydeligt uden på varebilerne med, at både de og udstyret i bilen er sikret.

    Kilde: Lars Mikkelsen, ingeniør i Topdanmark Erhverv Ingeniører

    Udviklingen går den forkerte vej

    Antallet af indbrud i last- og varebiler fra 2007-2015

    2007: 9888

    2008: 9658

    2009: 8774

    2010: 9311

    2011: 8151

    2012: 6371

    2013: 4996

    2014: 4752

    2015: 5105

    Kilde: Danmarks Statistik

    TEKNIQ repræsenterer 2.800 tekniske installationsvirksomheder. Installationsbranchen beskæftiger 42.000 medarbejdere og har en årlig omsætning på 47 milliarder kroner. Medlemsvirksomhederne beskæftiger sig med tekniske installationer, primært inden for det autoriserede område.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9422745

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **