PRM / Haderslev holder skarpt øje med responstider

    Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

    Det bliver nemmere at følge udrykninger og responstider i blandt andet Haderslev Kommune. En beslutning i Region Syddanmarks Præhospitaludvalg gør det muligt at følge udryknig og responstider på kommuneniveau.

    Regionens besluttede tidligere på året at nedlægge akutbilen, og efterfølgende har Haderslev Kommune haft et stort ønske om at få et indblik i, hvor lang tid der går fra borgeren foretager et alarmopkald, til hjælpen er fremme – den såkaldte responstid. Det bliver muligt fremover.

    “Nedlæggelsen af akutbilen har skabt utryghed blandt borgerne, og derfor har vi behov for at følge udvikling tæt. På den baggrund er vi utroligt tilfredse med, at regionen anerkender og imødekommer vores ønske om at skabe større åbenhed og gennemsigtighed i forhold til udviklingen i responstiderne”, siger Preben Holmberg, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune.

    Særligt udrykningerne med en responstid på mere end 15 minutter har tiltrukket sig opmærksomhed, idet den lange ventetid potentielt kan være livstruende for tilskadekomne borgere.

    Region Syddanmark har hidtil været tilbageholdende med at opgøre omfanget af disse udrykninger på kommuneniveau. Det fik tidligere på året Haderslevs borgmester, H.P. Geil, til at tage kontakt til regionsrådsformand Stephanie Lose. På vegne af byrådet udtrykte borgmesteren bekymring over nedlæggelsen af akutbilen, dels et ønske om at få opgjort andelen af udrykninger med en responstid på over 15 minutter på kommuneniveau

    Dette ønske har Region Syddanmark nu taget til efterretning og ændrer fremover praksis.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9330436

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **