PRM / Væksten fortsætter i installationsbranchen

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Installatørernes Organisation

    “Dansk økonomi er inde i et opsving, men tempoet må betegnes som moderat. Det er blandt andet privatforbruget og byggeriet, der trækker væksten. Det smitter naturligvis af på installationsbranchens aktivitet”, siger Rasmus Larsen, økonomisk konsulent i brancheorganisationen TEKNIQ.

    “Ud over det generelle opsving påvirkes branchen også af, at de tekniske installationer spiller en stadigt større rolle i bygninger, både i nybyggeri og renovering”, siger Rasmus Larsen.

    Stadig et stykke fra toppen

    Selvom aktiviteten er steget de senere år, er installationsbranchen fortsat et stykke fra toppen i 2008. Nu er branchens samlede omsætning på 33,8 milliarder kroner – det er 4,7 mia. kr. lavere end i de første tre kvartaler af 2008.

    Forskellen mellem 2016 og 2008 viser, at branchen kan håndtere et større kapacitetspres. Men afstanden til fuld kapacitetsudnyttelse bliver mindre i takt med branchens vækst. Væksten medfører, at rekruttering af kvalificeret arbejdskraft i stigende grad bliver en udfordring for installationsvirksomhederne.

    “Med lav ledighed er det afgørende at styrke produktiviteten, fremme indsatsen for at fastholde medarbejdere og benytte flere rekrutteringsmuligheder. Oveni har vi brug for langsigtede, politiske reformer for at øge arbejdsstyrken”, siger Rasmus Larsen.

    FAKTA:

    Installationsbranchen voksede i de første tre kvartaler 2016 med 1,4 milliarder kroner til 33,8 milliarder kroner – en stigning på 4,2 procent. Vvs-branchen voksede med 5,9 procent, og elbranchen med 3,0 procent.

    Kilde: Danmarks Statistik, faste priser

    Link:

    https://via.ritzau.dk/data/images/00421/021eea4a-1e20-4c4e-897a-2077fc5edfaa.JPG

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9320019

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **