PRM / Opvarmede sten skal løse fremtidens energiudfordringer

    Pressemeddelelse fra SEAS-NVE

    Grænsen for hvor meget ikke-styrbar vedvarende energi, der kan være i det nuværende danske energinet er ved at være nået. SEAS-NVE vil derfor i et samarbejde med DTU Energi, Aarhus Universitet Geoscience, Dansk Energi, Energinet.dk og Rockwool over de næste år forsøge at komme med en banebrydende løsning på problemet ved at udvikle et højtemperatur termisk lager, hvor energi skal lagres i sten, der varmes op til 600 grader med luft fra en elektrisk varmeblæser. Ambitionen er at kunne implementere løsningen i stor skala i hele Danmark til en konkurrencedygtig pris og samtidig løse udfordringen i at kunne gemme store mængder energi på en billig og miljøvenlig måde.

    “Vores rolle er at sikre en stabil energiforsyning og samtidig vise vejen til en fremtid uden fossile brændsler. Hvis vi skal indfri målsætningen om en 100 procent fossilfri energiforsyning uden tab af forsyningssikkerhed, kræver det, at vi skal kunne opbevare især vindenergien de blæsende dage til de mere vindfattige dage. Det er i dette felt, vores nye projekt med højtemperatur termisk lagring af energi skal navigere, og det er håbet, at vi kan løse den gordiske knude, der er knyttet til at lagre energi over længere tid til senere brug – vel at mærke så det sker på en billig og bæredygtig måde”, fortæller Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE

    Et nyt skridt i retning af den grønne omstilling

    Projektet er støttet med 6,5 mio. kroner af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), der er en offentlig tilskudsordning. Ordningen støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.

    “Som andelsselskab har SEAS-NVE blikket fast rettet mod fremtiden og vi investerer vores ressourcer i udviklingsprojekter, der sikrer livskvalitet for vores kunder og andelshavere. Sådan har det været gennem de seneste 100 år, hvor vi har sikret elektricitet i landområderne og været med til at udvikle vindmølleteknologien – og nu tager vi et nyt skridt med vores engagement i lagring af energi. Langt de fleste danskere har en meget lille interesse for energiområdet og tager strømmen for givet. Det er i grunden en skam, for energi er en afgørende faktor for, at vores samfund fungerer. Med dette projekt vil vi sikre, at vores andelshavere også i fremtiden vil kunne få gavn af endnu mere grøn og vedvarende energi”, siger Jesper Hjulmand.

    Link:

    Om projektet: Et højtemperatur termisk energilagring (HT-TES): Grundtanken i projektet er, at billige, ikke-nedbrydelige og miljøvenlige lagermaterialer kombineret med en kendt lade- og afladeteknologi kan få prisen ned og effektiviteten op på energilagring. Markedspotentialet for lagring skal endeligt afdækkes i projektperioden, men det formodes at ligge inden for et trecifret millionbeløb, fordi lageret er så billigt at opføre. Ydermere har projektet den fordel, at det kan kobles på det eksisterende fjernvarmesystem i Danmark. Varmen i energilageret kan bruges til at skabe el tilbage til elsystemet, men den kan samtidig også bruges til varme til fjernvarmesystemet. Dette er med til at sikre en høj udnyttelsesgrad af den lagrede energi. Projektet skal sikre, at det bliver økonomisk rentabelt at lagre energi i meget større mængder og over længere tid end tidligere set. Men projektet er ikke kun et teknologiprojekt. Det skal også afdække udfordringer og forudsætninger for at skubbe et energilager med en sto

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9177603

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **