Pressemeddelelse fra Dansk Metal
En del af den positive udvikling i prognosen tilskrives stigende arbejdsudbud og beskæftigelse. På industriens område er ledigheden allerede faldet markant og er nede under tre procent. Derfor forudser Dansk Metal, at der er behov for en markant uddannelsesindsats:
“Jeg noterer mig vismændenes positive syn på dansk økonomi, men det overrasker mig, at der ikke lægges større vægt på udbuddet af kvalificeret
arbejdskraft. Danmark står foran en stor mangel på faglærte. Det kan vise sig at blive en alvorlig showstopper for den økonomiske vækst i Danmark. Der er simpelthen behov for flere faglærte, hvis danske industrivirksomheder skal udnytte deres potentiale. Det løser vi altså kun gennem mere uddannelse og flere praktikpladser” siger forbundsformand i Dansk Metal og medlem af Det Økonomiske Råd Claus Jensen.
Manglen på faglærte afspejler sig formentlig i rapportens prognoser på lønudviklingen, hvor der forventes pæne lønstigninger i de kommende år.
“Det glæder mig naturligvis som fagforeningsmand, at der forventes pæne lønstigninger. Ikke mindst derfor har vi også brug for vækst, og det får vi altså kun, hvis vi gør noget ved manglen på kvalificeret arbejdskraft. Hvis ikke vi får markant flere igennem erhvervsuddannelserne, vil der mangle faglærte til at producere de varer, der efterspørges, og det vil betyde, at virksomhederne må sige nej til ordrer eller flytte til udlandet”, siger Claus Jensen.
Vismændene peger i “Dansk Økonomi, efterår 2016” på behovet for at investeringerne i højere grad trækker noget af vækstlæsset. Det fremhæves også, at der fortsat er ledig kapacitet, og at den lavproduktive servicesektors relative betydning er stigende i dansk økonomi.
“Vi er ikke bange for ny teknologi i Dansk Metal, men vi kan frygte gammel teknologi. Jeg deler fuldstændig vismændenes syn på behovet for investeringer. Det har været, og vil fortsat være, et mantra for Dansk Metal. Vi skal have gang i investeringerne i robotter og anden produktivitetsfremmende teknologi. Derfor har vi et håb om, at Danmark kan blive førende inden for industrirobotter. Det vil gavne produktiviteten og konkurrenceevnen”, siger Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal og medlem af Det Økonomiske Råd.
Dansk Metal vurderer lige som vismændene, at usikkerheden om den globale vækst og naturligvis Brexit også fremover vil kunne aflæses i dansk økonomi.
Læs hele rapporten og Dansk Metals kommentarer på http://dørs.dk/
For yderligere oplysninger og kommentarer:
Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal, telefon 30831071, thso@danskmetal.dk
Claus Jensen via pressechef i Dansk Metal Jens Dissing Munk, telefon 30178874, jedm@danskmetal.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8654926
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








