Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen
Til næste år vil København sætte ny rekord i antal krydstogtgæster, da byen forventer at modtage 850.000 krydstogtgæster i løbet af 2017. Og fra næste sæson vil turister, der kommer til København med krydstogtskib, blive mødt med turistinformation på havnen, så de kan få mere ud af deres besøg i byen.
Det er resultatet af en aftale indgået af politikerne på Københavns Rådhus i forbindelse med Københavns Kommunes budget for 2017. Her er der afsat 4,4 mio. kr. til at styrke turistinformationen over for hovedstadens turister de næste fire år, herunder krydstogtgæsterne.
I aftalen arbejdes der bl.a. med planerne om en mobil turistinformation, der kan rykke ud, når krydstogtskibene lægger til. Det vil betyde, at de mange krydstogtgæster i København fra næste år vil få endnu bedre service og turistinformation, allerede når de går i land på enten Langelinie eller på Oceankaj i Nordhavnen.
“Turisme er et væksterhverv, som skaber omsætning og arbejdspladser. Vi skal sikre, at turisterne får en oplevelse af København som en kvalitetsdestination, så de kommer igen og anbefaler os til andre. Derfor er jeg er rigtig glad for, at vi nu styrker servicen og informationen til bl.a. krydstogtgæsterne,” siger overborgmester Frank Jensen (S).
Turistinformationen i København hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) glæder sig over aftalen.
“Vi skal møde turisterne dér, hvor de er – vi skal helt ud på Oceankaj og byde krydstogtturisterne velkommen, når de sætter fødderne på dansk jord. København har så meget at byde på – også udover de traditionelle seværdigheder. Vi har masser af kulturelle oplevelser, som vi i Københavns Turistinformation gerne vil fortælle turisterne om,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.
Forbedrer oplevelsen af København
Turistinformationen på havnen skal etableres i samarbejde med både Cruise Copenhagen Network, som er netværket for branchens aktører, og Copenhagen Malmö Port, som begge vil bidrage til finansiering af projektet.
“Vi er glade for, at turistinformationen nu er kommet på plads, og vi ser frem til, at det forbedrer velkomsten til København,” siger Arnt Møller Pedersen, COO Cruise & Ferries, Copenhagen Malmö Port.
For Cruise Copenhagen Network er turistinformation på havnen vigtig i forhold til, at krydstogtturisterne kan få maksimalt ud af deres besøg i København og dermed få brugt byen mest muligt, mens de er her.
“Krydstogtturisternes oplevelse af destinationen København starter, så snart de går i land. Derfor er den nye aftale om turistinformation på kajen rigtig vigtig og noget, der vil forbedre krydstogtturisternes samlede oplevelse af København,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket Cruise Copenhagen Network er forankret.
Tivoli, der er Københavns største turistattraktion, er også et populært sted at besøge for krydstogtgæster. Her forventer man en positiv effekt af den styrkede turistinformation.
“Vi hilser det nye initiativ velkommen og glæder os meget over kommunens prioritering af området, som på den korte, såvel som den lange, bane vil få en positiv effekt for alle i byen, der beskæftiger sig med turister. Det er et godt og visionært initiativ. Det vil i sidste ende bidrage til at skabe yderligere vækst i København,” siger Dorthe Weinkouff Barsøe, Brand og Kommunikationsdirektør i Tivoli.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8481398
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








