Pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune
Arrangementerne finder sted lørdag den 10.september, og de sætter fokus på at samle landsdelen omkring begivenheden, som alle inviteres til at deltage i. Dagen bliver kaldt Derfor Nordjylland, for at sætte fokus på det Nordjylland vi alle er stolte af. Hensigten er, at alle kommuner og deres borgere er med til at skabe Danmarks største Åbent Hus. Frederikshavn Kommune byder alle interesserede indenfor til tre guidede gratis arrangementer, som finder sted i Sæby, Frederikshavn og Skagen.
Fra 11 til 13 i Sæby Kirke, er guide Kathrine Jensen klar til at tage i mod gæster og fortælle historien – som de fleste ikke kender – om den smukke, gamle klosterkirke fra slutningen af 1400-tallet. Kirken er rigt udsmykket med nogle af Danmarks fineste kalkmalerier, der blandt andet har lagt navn til en retning indenfor kalkmalerier, Sæbyværkstedet, som stod bag kalkmalerier af enestående kunstnerisk kvalitet i en lang række nordjyske kirker. En kulturoplevelse, hvor historien spiller en hovedrolle.
Fra 13 til 15 mødes interesserede ved Restaurant Møllehuset i Frederikshavn til en smuk sensommer rundtur i det smukke Bangsbo med guide Anders Pedersen. Turen går bl.a. gennem Bangsbo Botaniske Have, hvor man kan opleve rosenhave, sansehave, indførselshistorisk frugt- og bærhave og bonsaitræer. Fortællingen om urtegården giver ny viden om urternes brug, som krydderurter og lægeurter. Men farverne, duftene og stemningen i haven kan i sig selv have en effekt på humøret. Vent og se.
Fra 13 til 15 kan man komme på guidet tur på Grenensporet i Skagen med guide Kathleen Pedersen. Grenensporet består af fire nye spændende vandrestier med forskelligt kilometertal. Mødestedet for denne tur er ved Det Grå Fyr, hvor guiden fortæller om fyret, der i øjeblikket er ved at blive omdannet til et moderne oplevelses- og naturcenter. Derefter går turen ud på Grenensporet, der byder på en unik naturoplevelse og Danmarks største fugleliv. Medbring eventuelt en kikkert.
Link:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8193454
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **









