PRM / Dansk Fjernvarme: Lyt til Klimarådet

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    Fjern PSO-afgiften og reducer elvarmeafgiften. Det vil gøre de eldrevne varmepumper konkurrencedygtige i forhold til bl.a. bæredygtig biomasse, give husholdningerne 800 millioner kroner mere i lommerne samt give en samfundsmæssig gevinst på 0,3 milliarder kroner. Men vigtigst af alt vil det sikre udbredelse af eldrevne varmepumper, der vil kunne aftage store mængder af den svingende vindstrøm.

    – Klimarådet har fat i den lange ende, når de i en i øvrigt meget gennemarbejdet rapport foreslår, at PSO-afgiften skal væk, og elvarmeafgiften skal reduceres for at skabe incitament til investeringer i eldrevne varmepumper, siger Rune Moesgaard, der er afdelingschef i Dansk Fjernvarme og fortsætter:

    – Det bliver sværere og sværere at se argumenterne for ikke at tage de sidste skridt, så vi kan få de store eldrevne varmepumper ud på markedet. Ikke mindst når varmepumperne samtidig sikrer gevinst til statskassen, hvis udbredelsen af varmepumper sker på bekostning af bæredygtig biomasse, der er afgiftsfritaget, siger Rune Moesgaard.

    Gennembrud vil styrke eksporten

    Den danske fjernvarmeindustri eksporterer i dag for cirka 6,4 milliarder kroner, men i en ny eksportstrategi vurderer selskaberne, at eksporten vil vokse til cirka 8,1 milliarder kroner i 2020 og 10,7 milliarder kroner i 2025.

    – Vi har selskaber herhjemme, der leverer højkvalitetskomponenter herunder eldrevne varmepumper. De har dog den udfordring, at investeringsvilkårene for varmepumper herhjemme ikke har givet dem et fornuftigt udstillingsvindue. Det vil afgiftsnedsættelserne som foreslået kunne medvirke til, oplyser Rune Moesgaard.

    1,7 millioner hustande og mere end 3,6 millioner danskere får deres varme fra fjernvarme. Det svarer til 64 procent af alle hustande. Danmark er internationalt førende inden for fjernvarme. Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for fjernvarmeværkerne og har knap 400 medlemmer.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=6654679

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **