PRM / Landdistriktsformand roser kommunal økonomiaftale

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    Regeringen og KL er blevet enige om, at omprioriteringsbidraget fjernes permanent. Det sker konkret fra 1. januar 2018, men allerede i 2017 fastholder kommunerne 2,2 mia.kr., der var tiltænkt som omprioriteringsbidrag til regeringen. Derudover får kommunerne et finansieringstilskud på 3,5 milliarder.

    Og det er sød musik i ørene hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

    – Vi er meget glade for, at omprioriteringsbidraget nu bliver afskaffet. Det ville nemlig ramme land- og yderkommuner, som i forvejen er hårdt økonomisk pressede på den borgernære kernevelfærd, urimeligt hårdt, siger Steffen Damsgaard i en skriftelig kommentar.

    Det har også været et kardinalpunkt for KL i forhandlingerne at fastholde det såkaldte finansieringstilskud, og det er lykkedes. Beløbet fordeles efter samme fordelingsnøgle som i 2016, hvor de vanskeligst stillede kommuner får den største andel af tilskuddet.

    Særtilskudspuljen forhøjes til kr. 300 mio. Hvilket delvis skal kompensere for skævhederne i tilskuds- og udligningssystemet indtil der vedtages en ny reform i 2018-2019.

    – Kommunerne har ikke de samme forudsætninger. Derfor er det meget positivt, at finansieringstilskuddet bibeholdes på samme niveau, da mange land- og yderkommuner ellers ikke vil kunne få budgetterne til at hænge sammen, siger han.

    Link:

    Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard er tilfreds med økonomiaftalen mellem regeringen og KL.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=6323004

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **