PRM / København nu verdens 10. største kongresby men positionen er truet

    Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

    Det kostede København 30.000 hotelovernatninger – og næsten 100 mio. kr. i omsætning, da byen i sidste øjeblik tabte værtskabet af en energikongres med 5.000 deltagere, der skulle være her i seks dage næste år. Lige inden aftalen var på plads, bød en anden international storby ind med konkret økonomisk støtte til aktiviteter i forbindelse med kongressen, og det sikrede byen værtskabet.

    Det er i en benhård, global konkurrence, at den danske hovedstad netop nu træder ind i top-10 på listen over verdens kongresbyer, som den internationale kongres-organisation ICCA står bag. Samtidig med at branchen glæder sig over den flotte placering, oplever København nemlig øget konkurrence fra byer verden over, der i stigende grad tilbyder konkret støtte til kongresserne – alt fra direkte økonomiske bidrag til eks. gratis offentlig transport til de delegerede, hvis de vælger deres by som vært.

    En konkurrence, der skyldes, at internationale kongresser skaber markant omsætning og bringer nye muligheder for erhvervsliv og videnmiljøer med sig. Og en konkurrence, der nu truer Københavns fremtidige position på området.

    “Vores indsats hidtil har været rigtig god. Det er derfor, vi er nået her til. Men hvis København skal fastholde sin position fremover, så kræver det mere af alle – såvel offentlige som private parter. Der er flere hundrede byer i verden, der er større end København, så vores plads mellem de 10 største kongresbyer kommer ikke gratis,” siger Charlotte Mark, administrerende direktør for Microsoft Development Center Copenhagen, som også er formand for netværket Meetingplace Wonderful Copenhagen, der samler hovedstadens aktører inden for møder og kongresser, og fortsætter.

    “Jeg opfordrer det brede erhvervsliv i byen og politikerne til at sætte sig sammen og se, hvordan vi i fælleskab kan løse denne opgave. Vi må tage bestik af den situation, vi er i og tænke nye veje. Ellers mister vi omsætning og de muligheder for tiltrækning af talenter og investeringer, som de internationale kongresser repræsenterer,” siger Charlotte Mark.

    En international kongresgæst bruger i gennemsnit ca. 3.100 kr. i døgnet, så det kan mærkes på omsætningen, når byen taber en stor kongres til konkurrenterne.

    “Ud over det økonomiske aspekt, kræver arrangørerne i dag i højere grad, at kongresserne også kommer ud af mødelokalerne og blander sig med værtsbyen og borgerne i form af outreach-aktiviteter. Det er den aktuelle Women Deliver-kongres i København et godt eksempel på. Det skal byen blive endnu bedre til fremover, hvis vi skal stå distancen,” siger Charlotte Mark.

    Antallet af kongresser, der bliver afholdt i København i 2016, er større end tidligere. Det er forretning, der er vundet for flere år siden, før den internationale konkurrence for alvor blev tilspidset.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=6042548

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **