PRM / FN beder Mission Øst om at stå for uddeling af mad i Irak

    Pressemeddelelse fra Mission Øst

    Mission Øst træder til med kort varsel for at skaffe mad til omkring 5.000 fordrevne sunni-muslimer i en lejr i byen Kirkuk i det centrale Irak. De fleste kommer fra områder, der er domineret af Islamisk Stat.

    Normalt tager FN sig af fødevareforsyningen i Nazrawa-lejren, men da organisationen har underskud af fødevarer de næste to uger, har de bedt andre organisationer om at træde til med det samme.

    Mission Øst arbejder allerede i flygtningelejren og kan derfor hurtigt hjælpe de tusindvis af fordrevne.

    Lige nu gøres de nødvendige indkøb og på fredag bliver maden delt ud til 800 familier. De modtager hver en pakke med tilstrækkelig fødevareforsyning for en familie i to uger. Pakkerne indeholder bl.a. ris, hvedemel, linser, olie, tomatpuré, sukker, salt og te.

    Hver dag kommer nye flygtninge og fordrevne til lejren. Nogle flygter, fordi de vil væk fra IS-kontrollerede områder, andre blot fordi de vil bringe deres familier i sikkerhed væk fra krigszonen.

    – FN har bedt os træde til med nødhjælp til denne udsatte befolkningsgruppe, der har oplevet de værste overgreb, man kan forestille sig. De har set myrderier, voldtægter og bortførelser i hobetal. Det er fantastisk og utroligt modigt, at de har kunnet flygte fra IS. Nu skal de have hjælp med det samme. Vores mål er altid at hjælpe de mest udsatte, uanset deres etniske eller religiøse baggrund, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

    Link:

    Her er Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner ved en tidligere uddeling af nødhjælp i Irak.

    En gruppe flygtninge netop ankommet til Kirkuk efter flugt fra IS.

    Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=6040442

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **