Pressemeddelelse fra Jobs Partner
Beboerne på flere og flere danske asylcentre vil fremover blive tilbudt et kursus, hvor de gennemgår forskellige temaer, samt kompetenceafklares som forberedelse til at kunne søge job i Danmark. Kurset er intensivt, og foregår på flygtningenes modersmål. Det sker for at forberede dem til at blive en aktiv del af det danske samfund, og for at forbedre mulighederne for at de hurtigt kan komme i job.
Hos Jobs Partner, som varetager kurserne, ser man indsatsen som afgørende for en god integration. Stifter af Jobs Partner Duc Nguyen siger:
“For at lykkes med integrationen og få flygtningene hurtigt i job, er det essentielt at indsatsen kan påbegyndes så tidligt som muligt. Som tidligere flygtning ved jeg hvor vigtigt det er. Det er derfor en utrolig positiv udvikling at flere og flere asylcentre ønsker at gøre en ekstra indsats”.
Hos Jobs Partner har man mange års erfaring med at hjælpe flygtninge ud på arbejdsmarkedet i samarbejde med kommuner landet over. Derfor ved man nøjagtigt hvilke udfordringer man står overfor når flygtningene modtages i kommunerne.
“Når flygtningene modtages i kommunen er der rigtig mange opgaver at tage fat på, og det tager tid. En del af disse opgaver kan med stor fordel varetages allerede i asylcentret. En tidlig kompetenceafklaring er afgørende for at flygtningene hurtigt kan blive en del af arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende”.
De første kurser blev afholdt i marts, og det lover godt for fremtiden. Responsen fra flygtningene er positiv. Hos Jobs Partner opfordrer man flere asylcentre til at følge trop med lignende indsatser, så flest mulige flygtninge kan få en god start i kommunerne og komme hurtigere i job.
Kontaktperson:
Line Lundquist
Projekt- og kommunikationschef
llu@jobspartner.dk
+45 41 45 00 06
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5989532
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








