Pressemeddelelse fra Falck
I meddelelsen fremsætter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hypoteser om, at Falck skulle have forsøgt at hindre den nye operatør i at ansætte ambulancereddere ved at beskæftige flere reddere, end Falck har brug for, og skulle have kommunikeret negativt om BIOS for at påvirke Falck-redderne til ikke at lade sig ansætte i BIOS.
“Jeg vil gerne understrege, at Falck ikke er enig i de hypoteser, der er fremsat i den meddelelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har sendt til os”, siger Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen.
Han peger samtidig på, at der har været og er en generel udfordring i Danmark med at skaffe ambulancereddere nok.
“Derfor gør vi selvfølgelig, hvad vi kan for at sikre, at vi har det nødvendige antal reddere i forhold til de ambulancekontrakter, vi har i de øvrige regioner. Og i sidste ende er det jo op til den enkelte redder selv at afgøre, hvilket selskab vedkommende ønsker at arbejde for”, siger Allan Søgaard Larsen.
Han forklarer, at Falck – som redningskoncernen også har gjort frem til nu – vil arbejde tæt sammen med myndighederne i den videre proces.
“Det er vigtigt for Falck, at vi får fjernet mistanken om, at vi har overtrådt lovgivningen. Vi har naturligvis ærgret os over, at vi tabte ambulancekontrakten i Region Syddanmark. Og ind i mellem har den ærgrelse nok givet sig udslag i lidt for voldsomme verbale udfald både internt og eksternt fra vores side. Det kan jeg godt fortryde, men jeg mener ikke, at det på nogen måde er en overtrædelse af konkurrencelovgivningen”, siger Allan Søgaard Larsen.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5877340
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








