Pressemeddelelse fra Danva
DANVA, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening har rettet henvendelse til Skatteminister Karsten Lauritsen med et ønske om, at kommunalt ejede forsyningsselskaber fremadrettet ikke skal være afhængige af, at SKAT forestår inddrivelse efter Inddrivelsesloven. Den aftale, som ministeren nu har indgået med KL, mener forsyningerne, skal bruges som løftestang til en parallelordning, hvorefter de kommunale forsyninger kan vælge selv at iværksætte inddrivelse af gæld.
“Vi har fået en smule optimisme efter indgåelsen af aftalen mellem ministeren og KL, men er slet ikke i mål. Vandselskaberne oplever, at inddrivelse via SKAT fungerer trægt, så forsyningerne konstant mangler trecifrede millionbeløb i ubetalte regninger. Den træge inddrivelse øger risikoen for, at restancer falder for forældelsesfristen, hvilket medfører økonomiske tab og alt andet lige højere takster for øvrige kunder,” siger direktør i vandsektorens brancheorganisation DANVA, Carl-Emil Larsen.
DANVA, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening har efter suspenderingen af det elektroniske inddrivelsessystem EFI i efteråret 2015 haft en skitse til en løsning klar til, hvordan opgaven med at inddrive restancer hurtigt og nemt kan varetages af forsyningerne selv.
“Ved at ansvaret for inddrivelsen placeres i forsyningerne, bliver den mere effektiv, hvilket blandt andet vil højne betalingen af restancer og modvirke forældelse. Desuden vil løsningen være en reel aflastning af SKAT, så jeg er meget tilfreds med, at Regeringen og KL har taget de første skridt i retning mod at give forsyningerne ansvaret,” siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
DANVA, Dansk Fjernvarme og Dansk Affaldsforening har meddelt Skatteministeren, at de stiller sig til rådighed for yderligere dialog i bestræbelserne på at få en aftale på plads.
“Det er i alle forbrugeres interesse, at forsyningerne får mulighed for at overtage ansvaret for inddrivelsen af restancer. Både i forhold til at få en ordning med de forbrugere, der er i restance til forsyningsselskabet og i forhold til at minimere tab, der i sidste ende kan gøre det dyrere for alle”, siger direktør i Dansk Affaldsforening Jacob H. Simonsen.
Den omtalte aftale mellem Skatteministeren og KL angår udelukkende fortrinsberettigede krav, og det er alene i affaldssektoren, at der i dag findes enkelte restancer, der har fortrinsret.
Billedtekst:
“Vi har fået en smule optimisme efter indgåelsen af aftalen mellem ministeren og KL, men er slet ikke i mål. Vandselskaberne oplever, at inddrivelse via SKAT fungerer trægt, så forsyningerne konstant mangler trecifrede millionbeløb i ubetalte regninger,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil LArsen
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5830551
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








