PRM / Boligmarkedet må undvære sidste års ‘ketchup-effekt’

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Kommentar til Boligsidens Markedsindeks for marts 2016, homes relationschef Mads Ellegaard: (tlf. 5040 5040)

    Boligsidens Markedsindeks for marts viser en stigning i huspriserne fra februar til marts på 0,5 % og for lejlighederne et plus på 1,1 %.

    “Helt overordnet holder boligpriserne et stabilt niveau med en lille pil op her i foråret efter roligt efterår og en stille vinter, hvor priserne har holdt stort set status quo. Det er positivt og sundt for markedet, fordi både købere og sælgere ved, hvad de har at holde sig til. Stejle prisstigninger og dybe dyk i priserne skaber derimod usikkerhed og tilbageholdende købere og sælgere.”

    “Mens priserne holder niveau, kniber det mere for salget at holde trit med sidste år på samme tid, hvor rente-eufori fik køberne ud af busken i en grad, der var helt atypisk for årstiden. Den aktivitet, vi så sidste år, kan markedet ikke leve op til i år – hverken på fremvisninger eller handler. Generelt er der fortsat en fornuftig aktivitet på markedet set i forhold til for bare et par år siden – og der er heldigvis godt salg i boligerne mange flere steder end dengang. Der er dog fortsat betydelige regionale og lokale udsving.”

    “Lige nu er renten på vej ned mod det ekstremt lave niveau, vi så sidste år i det tidlige forår, og det kan være med til at generere flere bolighandler de kommende måneder, men vi regner ikke med helt den samme ketchupeffekt, som vi så sidste år, hvor vi fik udløst et opsparet boligbehov efter finanskrisen i løbet af ganske få måneder.”

    “Dengang i marts 2015 steg priserne også væsentligt mere – med 1,5 % for husene og 2,2 % for ejerlejlighederne – men det er klart, at det store rentefald de seneste uger kan give et ‘ekstra skvat fra flasken’ til boligmarkedet.”

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5772355

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **