PRM / 29 borgmestre protesterer mod beskæring af landdistriktsmidler

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    29 borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd er kommet op i det røde felt, fordi regeringen vil beskære de såkaldte LAG-midler, som bruges til at skabe aktivitet, fornyelse og arbejdspladser i landdistrikterne. Det skriver Jyllands-Posten.

    LAG-midlerne bliver reduceret med 30 pct. fra 90,3 mio. kr. i år til 63 mio. kr. næste år og fremefter. Det sker som et led i at skaffe finansiering til landbrugspakken.

    Derfor har Landdistrikternes Fællesråd sammen med borgmestrene sendt et brev til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, hvor de protesterer mod nedskæringen, som de finder forkert.

    “LAG-midlerne er helt afgørende, når det gælder om at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Vi ved, at disse forholdsvis små midler er med til at skabe nye arbejdspladser på baggrund af et meget lille økonomisk input, og derfor vil vi opfordre ministeren til at finde det relativt lille beløb et andet sted,” siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og tilføjer:

    “Landbrugspakkens finansiering er i milliardstørrelsen, og her batter vores 30 mio. kr. alligevel ikke meget. Men for os er det en stor del af en pulje, som er med til at skabe vækst og aktiviteter.”

    Erhvervs- og vækstministeren er kaldt i samråd om sagen. Samrådet bliver afholdt i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer senere i dag.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5625436

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **