Pressemeddelelse fra Deloitte
København, 7. januar 2016
På Christiansborg har flere partier nu trukket støtten til Vederlagskommissionens forslag om hæve folketingspolitikernes løn. Den udmelding er faktisk på linje med resten af befolkningen. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her siger 64 pct. af danskerne, at de ikke fik en lønstigning i 2015, ligesom 58 pct. heller ikke forventer at få det i det kommende år.
“Lige nu ser vi en stor grad af tilbageholdenhed blandt danskerne, når det gælder forventninger til løn. Næsten to ud af tre danskere steg ikke i løn i 2015, og mere end halvdelen har ikke en forventning om, at det sker i 2016. Der er altså en afventende stemning i hele befolkningen. Man er endnu ikke sikker på, om væksten har bidt sig fast,” siger partner i Deloitte Peter Mølkjær.
Ifølge Peter Mølkjær kan der være flere forklaringer på danskerne tilbageholdenhed:
“Flygtningekrisen har i den grad vist, at Europa er presset, og at ingen kan styre uden om problemer. Samtidig halter økonomien i rigtig mange lande, hvilket også lægger en dæmper på forventningerne. Tag blot oliekrisen i Norge, gældskrisen i Grækenland eller den russiske recession, som også har nået de danske medier,” siger han.
På trods af de dæmpede forventninger er der dog stor forskel imellem de forskellige brancher.
“Medarbejderne i den finansielle sektor har faktisk de laveste forventninger til det kommende år. Her siger 73 pct., at de ikke forventer en lønstigning. Det samme siger 69 pct. af medarbejderne i den offentlige sektor. Det tal falder dog til kun 42 pct., når vi ser på bygge- og anlægsbranchen. Her er klart den største optimisme og dermed også forventninger om at få flere penge med hjem,” siger Peter Mølkjær.
De moderate lønforventninger afspejles også i den generelle forbrugertillid i samfundet ifølge Peter Mølkjær:
“Den seneste tid har vi set en forbrugertillid, der kun er svagt stigende, primært drevet af lidt lavere skatter, lavere priser på olie samt stadigt lave renter. Forbrugerne vurderer dog fortsat, at det er et dårligt at tidspunkt at anskaffe sig større forbrugsgoder. Også her er der altså kun tale om en moderat optimisme.”
Mænd er lidt mere optimistiske end kvinder. 29 pct. af danske mænd i arbejde forventer at få en højere løn i 2016. Det samme gør 24 pct. af kvinderne.
Fakta:
Ud over en eventuel lønregulering som følge af inflation, fik du da i 2015 en egentlig lønstigning?
Nej: 64 pct.
Ja, primært på grund af min præstation på jobbet: 17 pct.
Ja, primært på grund af, at jeg fik øget ansvar: 5 pct.
Ja, primært på grund af, at jeg blev forfremmet på mit job: 3 pct.
Ja, primært på grund af, at jeg skiftede job: 5 pct.
Ved ikke: 7 pct.
Ud over en eventuel lønregulering som følge af inflation, tror du, at du får en egentlig lønstigning i 2016?
Nej: 58 pct.
Ja, da jeg regner med at præstere godt i mit job: 19 pct.
Ja, da jeg regner med at påtage mig øget ansvar: 4 pct.
Ja, da jeg regner med at blive forfremmet: 2 pct.
Ja, da jeg regner med at skifte job: 2 pct.
Ved ikke: 15 pct.
Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
Link:
DeloitteHuset, Weidekampsgade 6, 2300 København S
Peter Mølkjær
Peter Mølkjær er partner i Deloitte og ekspert i forbrug og forbrugertillid. Mød hele Deloittes panel af eksperter på twitter.com/pressepanelet samt på pressepanelet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5198929
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **