Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd
Aktindsigter fra flere end 10 ministerier viser, at planen om at udflytte knap 3.900 statslige arbejdspladser vil medføre et betydeligt tab af viden og erfaring samt formentlig også længere sagsbehandlingstid. Sådan står der i tirsdagens udgave af Politiken.
Hos Landdistrikternes Fællesråd, som tæller 40 danske land- og yderkommuner, tager man meldingen med sindsro.
“Vi anerkender ikke præmissen om, at den historisk store udflytning af statslige arbejdspladser på længere sig vil medføre et kvalitetstab. I Landdistrikternes Fællesråd mener vi tværtimod, at det vil skabe synergi og stimulere vækst og udvikling, at de statslige institutioner ikke konsekvent ligger i København, men derimod bliver placeret rundt omkring i hele landet, hvor det giver mening i forhold til deres specifikke arbejdsområder
” siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Tidligere på året viste en rundspørge fra akademikerforbundet Djøf, at kun tre procent af de udflytningsberørte medarbejdere vil blive i deres stilling. Damsgaard håber at flere vil flytte med, men tror umiddelbart ikke at det på lang sigt vil påvirke kvaliteten i de udflyttede institutioner.
“Der er i forvejen en relativ stor medarbejderudskiftning i en del af de styrelser der nu skal udflyttes. Det er derfor ikke et mål i sig selv at alle flytter med, men selvfølgelig håber vi da, at flere vil tage springet og flytte med deres arbejdsplads. Det skal være attraktivt at bosætte sig i alle dele af Danmark
” afslutter formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5147790
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **