PRM / Ny kædedirektør for Fakta

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Det bliver Stina Glavind, 41 år, der afløser Niels Karstensen som kædedirektør for Fakta.

    Hun kommer fra jobbet som kommerciel direktør i Kvickly.

    “Stina har dokumenteret resultater, der gør, at hun er den rigtige til at bringe Fakta videre, hvor målet er at gøre kæden endnu mere attraktiv for kunderne og igen opnå overskud,” siger adm. direktør Peter Høgsted, Coop.

    Stina Glavind kom til Coop i 2011, som kategorigruppechef med ansvar for indkøb af mejeri og brød. I januar 2015 blev hun udnævnt til kommerciel direktør, nummer to i Kvicklys ledelse.

    “Jeg glæder mig til at fortsætte Niels Karstensens arbejde i Fakta, og sikre, at den store fremgang i både medarbejder- og kundetilfredshed fortsætter. Derudover handler det om at udvikle sortimentet, med flere nye og spændende varer, der giver flere lyst til at handle mere i Fakta,” siger Stina Glavind.

    Hun begynder i jobbet 1, januar og kommer til at køre parløb med Niels Karstensen frem til 1. marts, hvor han tiltræder sit nye job som HR-direktør i Coop.

    Stina Glavind var sales development director i Carlsberg, inden hun kom til Coop. Her havde hun en mere end 10 år lang karriere, hvor hun begyndte som trainee, og har altså 15 års erfaring fra centrale poster i dansk dagligvarehandel. Hun er uddannet cand. merc. fra CBS og er oprindelig fra Bornholm. I sin fritid er hun bjergbestiger, og har besteget de højeste bjerge på alle verdens syv kontinenter som første danske kvinde. Derudover har hun helikoptercertifikat

    Fakta er en af Danmarks største discountkæder med 9.000 medarbejdere, ca. 440 butikker og en omsætning på godt 10 milliarder kr.

    Yderligere information: Adm. direktør Peter Høgsted, Coop og

    Kædedirektør Stina Glavind 5159 4468
    (via informationsdirektør Jens Juul)

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5138925

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **