PRM / Mild vinter varsler tidlig pollensæson

    Pressemeddelelse fra Astma Allergi Danmark

    Netop offentliggjorte tal fra DMI viser, at 2015 sandsynligvis slår alle varmerekorder og bliver det varmeste år på verdensplan. Samtidig har november været den næst vådeste og tredje varmest måned i Danmark siden 1874, og en ny prognose for december forudsiger, at temperaturen de næste par uger kommer til at ligge tre grader over normalen.

    Tilsammen skaber det en farlig cocktail for landets allergikere. Det varme og våde vejr giver nemlig træerne gode vækstbetingelser til at danne pollen, som de er klar til at afgive tidligt, hvis den milde vinter fortsætter.

    Allergikere kan derfor godt risikere, at pollensæsonen vil falde tidligt i det nye år. Fx har elletræerne, som er blandt de første til at frigive pollen, allerede sat mange rakler, som de udsender pollen fra, så snart de er modne.

    – Det varme vejr er dårligt nyt for allergikerne, fordi det trigger de tidligt blomstrende forårstræer til at springe ud tidligere end normalt. Det bedste håb er derfor, at vinteren slår igennem med sne og kulde, som for alvor kan sætte træernes blomstring på standby og dermed forsinke sæsonstarten, siger Karen Rasmussen, biolog og leder af pollenregistreringen i Astma-Allergi Danmark

    Er du klar til pollensæsonen?

    Hos Astma-Allergi Danmark holder man øje med vejret og er klar til at sætte ind med tømninger af pollenfælder, hvis kulden udebliver. Når de daglige pollenmålinger først begynder, kan du desuden dagligt blive opdateret med dagens pollental.

    – Det er en god idé at holde øje med dagens pollental, for selvom det ikke er muligt helt at undgå pollen, så giver tallet et fingerpeg om, hvornår du som pollenallergiker skal være særlig opmærksom og sørge for effektiv medicinsk behandling, siger Betina Hjorth, rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark.

    Link:

    Astma-Allergi Danmark varsler tidlig pollensæson, Foto: Astma-Allergi Danmark

    Astma-Allergi Danmark er en landsdækkende patientforening, som arbejder for, at alle der er berørt af allergi, høfeber, astma og eksem får en bedre hverdag. Læs mere om astma og Astma-Allergi Danmarks arbejde på www.astma-allergi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5110393

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **