Pressemeddelelse fra Deloitte
København, 18. december 2015
Efter måneders forhandlinger er EU endelig nået til enighed om nye regler for databeskyttelse. Det er der god grund til, viser tal fra Deloitte. Mere end hver tredje dansker har nemlig ikke tillid til, at virksomhederne beskytter deres private data på en forsvarlig måde.
“Hele 35 pct. af danskerne har kun i mindre grad eller slet ikke tillid til, at private virksomheder håndterer personfølsomme data forsvarligt. Det er lige præcis den mistillid EU-forordningen skal afhjælpe, så borgerne føler, at de trygt kan udlevere deres personlige oplysninger, når de eksempelvis handler på nettet,” siger partner i Deloitte Kim Schlyter, der er ekspert i cybersikkerhed.
De nye regler kommer i en tid, hvor der sker en eksplosiv stigning i datatyveri og svindel på internettet, mener Kim Schlyter:
“Lige nu oplever vi massive angreb på virksomhedernes it-systemer, også i Danmark. Hackerne går målrettet efter de personfølsomme kundedata, som virksomhederne ligger inde med. Især kontaktoplysninger og kreditkortinformationer er i særlig høj kurs, da de kan bruges til yderligere berigelseskriminalitet i cyberspace,” siger han.
Også almindelige danskere bombarderes med internetsvindel. I 2015 modtog hele 65 pct. af befolkningen falske e-mails, der forsøgte at lokke modtageren til at afgive personlige oplysninger:
“Hackere forsøger i stigende grad at lokke brugernavne, adgangskoder, kreditkortinformationer og andre følsomme oplysninger ud af godtroende internetbrugere. Typisk får man en e-mail, der til forveksling ligner en rigtig e-mail. Når man klikker på linket, bliver man ledt ind på en falsk hjemmeside, hvor man skal indtaste forskellige oplysninger,” siger Kim Schlyter.
De nye regler vil blandt andet give europæerne flere rettigheder med hensyn til, hvilke data virksomheder og offentlige institutioner må bruge, og hvad de må bruges til. En nødvendighed for at øge trygheden, mener Kim Schlyter:
“De nuværende persondataregler fra 1995 er utidssvarende til et indre digitalt marked. Samtidig er de implementeret vidt forskelligt hos medlemslandene, hvilket gør brugen af data uoverskuelig for både virksomheder og borgere. De mange sager om persondatatyveri og lækager fra ind- og udland taler deres tydelige sprog,” siger han.
Kun 15 procent af danskerne siger, at de i høj grad har tillid til, at deres data bliver opbevaret forsvarligt.
De endelige regler mangler endnu at blive vedtaget i Rådet og EU-parlamentet. Det forventes at ske i marts eller april 2016.
Tallene er baseret på i alt 1007 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
Link:
Kim Schlyter
Kim Schlyter er partner i Deloitte og ekspert i data-, it- og cybersikkerhed.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5129503
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **